Det går lidt stærkt for tiden. Der er en høring om mindre end en måned i Folketinget, hvor vi forhåbentlig får åbnet øjnene hos det politiske system for, at endometriose og alle sygdommens konsekvenser er et ekstremt overset område. Derfor er der lige nu mange ting, der skal forberedes og meget skal hænge sammen. Så jeg løber ekstra stærkt. Men ikke så stærkt, at jeg ikke stadig kan hidse mig godt op over små ting. Men det er altså også fordi, det er mig ubegribeligt.
Sagen er den, at jeg på farten i dag var nødt til at skulle have mig noget at spise. Jeg var ved at gå sukkerkold, og som de fleste andre mennesker kan opleve det, fik jeg et behov for at nappe noget med, så jeg kunne spise, mens jeg var på vej fra A til B. Og det skulle helst kunne spise med én hånd, fordi den anden skulle bruges på rattet. Nu er jeg jo så selvfølgelig i den situation, at jeg ikke kan spise alt. For jeg risikerer en alvorlig mavepine, som udvikler sig til en almen dårlig tilstand. For det er faktisk sådan, mit sarte system reagerer på mad, der ikke er godt for mig. Heldigvis er jeg så nået dertil, at jeg ved præcis, hvad jeg ikke skal spise, og det er jo en god start.
Men problemet opstår ved, at jeg skal hele tre steder hen, før jeg kan finde noget, jeg kan indtage uden at være bekymret for at blive syg af det. Det vil sige, at hvis jeg omkostningsfrit kunne kværne et pølsehorn eller et tykbundet stykke pizza, ville jeg være på den grønne gren. Eller hvis jeg nu kunne spise en helt hvid bolle med icebergsalat, kylling og bacon, altså den slags hvor den påsmurte karrydressing efterfølgende giver dig forede tænder, fordi mængden af mejeri og sukker er så høj. Så ville det også være en smal sag for mig at købe mad på farten. Men det er bare ikke en mulighed for mig. For jeg har ikke lyst til at betale den pris, det koster mig og mit velbefindende.
Men det lykkedes mig til sidst at finde en rugbrødssandwich, som jeg vidste, jeg kunne sætte tænderne i uden bekymringer. Så koster den heldigvis heller ikke mere end 65 kroner. Aj men, helt ærlig! Det var en dejlig sandwich, bevares. Men det var ikke kulinarisk kunst. Så 65 kroner er da i mine øjne også til den betalte side.
Og jeg må bare sige, at jeg jo ved med sikkerhed, at jeg ikke er den eneste, der har udfordringer med maden. Men hvorfor har vi så stadig så elendigt et udvalg? Få mavepine eller bliv ruineret. Det er som om, vi ikke er kommet meget længere end muligheden for at gå håndværker-style og købe en twindog, eller gå hipstervejen og betale overpris for tilnærmelsesvis sund mad. Det er da lidt sløjt, at der ikke er nogen, der er kommet op med sund, mavevenlig fastfood i 2023, som ikke skal koste en formue. Jeg forstår det simpelthen ikke, men det lægger jo bare til min oplevelse af at tilhøre en overset gruppe, hvor man ofte føler sig efterladt alene på perronen. 90’erne har ringet, de vil gerne have deres fastfood tilbage.