top of page

Vive la France - de har en plan!


Jeg ved godt, jeg har Frankrig på hjernen for tiden. Men det, der sker politisk hos præsident Emmanuel Macron og co, er altså værd at bemærke. Nu er de efterhånden begyndt at folde planen ud for den strategi, de i starten af året meldte ud, var på vej. Frankrig vil gøre noget ved alle de konsekvenser, endometriose har på den enkelte kvinde - men også i høj grad på det franske samfund.


I begyndelsen af januar var det præsidenten, Macron, der satte sig foran et kamera og proklamerede, at Frankrig var klar til at gøre noget ved den opslidende kroniske lidelse. Som Macron sagde: sygdommen har alt for store omkostninger - for den ramte, de pårørende og samfundet. Derfor er landets sundhedsminister Olivier Véran nu sat i spidsen for et arbejde, der på sigt skal hjælpe kvinder, der bliver ramt af endometriose. Der er selvfølgelig præsidentvalg i Frankrig til april, så der er jo også tidsmæssig prioritering, men de er alligevel så konkrete i deres planer, at det ikke kan kategoriseres som varm politisk luft.


Den franske regerings strategi strækker sig over fire år, og flere ministerier vil tage del i den - herunder socialministeriet, ligestillingsministeriet og undervisningsministeriet. Et af de overordnede mål er at skabe en endometriose-refleks i samfundet, så flere kvinder langt hurtigere får en forklaring på deres smerter og problemer. I den ambition ligger også et opgør med den herskende benægtelses- og afvisningskultur i Frankrig, som stadig får talrige kvinder til at tro, at deres smerter er psykologiske, og at menstruation skal være smertefuld. Den kultur er åbenbart også dominerende andre steder end i Danmark, må vi konstatere. Og derfor lægger den franske regering op til massiv oplæring af sundhedspersonale.


Frankrig vil desuden bruge penge på forskning for at blive klogere på endometriose som sygdom. Derfor får et forskningsprogram 20 millioner euro over en periode på fem år til at blive klogere på lidelsen. Frankrig har også en god grund til at tage endometriose alvorligt, for man mener, at sygdommen er den hyppigste årsag til barnløshed i Frankrig. Og det vil landet selvsagt gerne finde løsninger på.


Samtidig er det vigtigt for Frankrig at gøre op med tilfældige diagnoser. Derfor vil det franske sundhedsministerium facilitere hurtigere adgang til diagnose og behandling i hele landet, så kvinderne undgår under- eller overdiagnosticering. Det er jo også ofte et problem her i Danmark, at man enten ikke får en diagnose eller bliver sendt hjem med nogle, der er fløjtende forkerte. En del af målet i den sammenhæng er også at undgå overflødig kirurgisk behandling. Man vil støtte sig til lokale initiativer, som allerede eksisterer, i form af netværk efter samme model som findes på cancerområdet i Frankrig.


Alt i alt må vi da konstatere, at der er mange gode ting i gang politisk i Frankrig. Hvor meget vi vil kunne bruge de samme tiltag, er jo svært at sige på stående fod. Men der er skræmmende mange af de udfordringer, der bliver beskrevet i Frankrig, som minder om dem, vi møder i Danmark. Under alle omstændigheder er det i hvert fald interessant, at et land med Frankrigs størrelse og pondus nu tager endometriose så seriøst, at der laves en decideret strategi og langsigtet plan for at hjælpe alle. Patienter, pårørende, sundhedsfaglige - kort sagt samfundet. For det er jo præcis det, der er så centralt ved den her sygdom. Dens udfordringer og problemer smitter af i så mange lag - det begrænser sig ikke kun til patienterne.


Lad os håbe, de danske politikere følger med i, hvad der foregår i Frankrig og lader sig inspirere. Det er en god og åbenlys måde at sætte fokus på kvinders sundhed.




bottom of page