top of page

Skal man have en tissemand i Danmark for at blive taget seriøst?


Egentlig synes jeg, det er en no brainer. Når kvinder med endometriose ikke får den rigtige hjælp, bliver de sygere, end de havde behøvet at blive. Derfor skal kvinder med endometriose selvfølgelig have den rigtige hjælp - i tide. Det er en fremtidssikring for samfundet, for den enkelte kvinde og for hendes relationer. Men som tingene er i dag, taber vi alt for mange på gulvet, fordi der mangler oplysning, vejledning og den rette behandling. Ville det egentlig være sket, hvis det var mænd, den her sygdom ramte? Når jeg spørger lægerne, siger de nej. Og jeg har efterhånden faktisk spurgt en del læger med speciale i gynækologi. Og de siger alle sammen, at kvindesygdomme er nedprioriterede, og at endometriose stadig er en overset sygdom. Det er deprimerende, og jeg ville ønske, det ikke var sandt. Men jo klogere jeg bliver på min egen sygdom, jo mere bliver jeg bekræftet i lægernes analyse.


Og nu er jeg så nået dertil, hvor jeg spørger mig selv: Hvorfor prioriterer vi ikke kvinders sundhed højere, end tilfældet er i dag? Jeg kan faktisk ikke se, hvem der tjener på sådan en nedprioritering. Hvis du ser på kvinder med endometriose, så taber den ramte kvinde selvsagt på det, for det er hendes liv, der former sig helt anderledes, end hun havde drømt om. Men der er jo også et arbejdsmarked, der går glip af dygtige medarbejdere. Der er veninder og venner, der mister kontakten til den sygdomsramte. Og så er der pårørende, som hele tiden skal have diagnosen som medspiller i familielivet og samtidig skal være vidne til en sygdom, der gør deres kære ondt og minutiøst ødelægger det menneske, de kender. Hvem er vinderen? Jeg er åben for forslag, for det er ikke muligt for mig selv at pege på nogen.


Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Endometriose koster det danske samfund ni milliarder kroner om året. NI MILLIARDER I DANMARK. Det er det, det koster i sygemeldinger, operationer, tabt arbejdsfortjeneste og andet, som samfundet ender med at betale på vegne af de sygdomsramte kvinder. Et kort regnestykke på min egen situation fortæller mig, at jeg har været indlagt på et sygehus 16 gange siden 2014, og de 13 af gangene har jeg været under fuld narkose. Dertil skal så lægges alle blodprøverne, scanningerne og konsultationerne. Det er dyrt for samfundet, men det har virkelig også kostet for mig som person. På alle parametre.

Nu er jeg ikke uddannet hverken økonom eller vismand, men der er noget, der siger mig, at vi kan indrette systemet bedre. I bedste fald vil det med andre vilkår ikke koste samfundet så mange penge. Hvis en endometriosepatient bliver grebet i tide, er muligheden for et værdigt liv meget større. Og selv hvis der på bundlinjen står det samme beløb, så får vi jo i hvert fald nogle raskere kvinder ud af det. For mig at se, er det en kæmpe gevinst. Og det er i øvrigt det eneste rigtige. En rigtig gevinst som man ikke kan gøre op i penge.


Derfor kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor kvinders sundhed ikke prioriteres langt højere i vores samfund, end det er tilfældet i dag. Det er muligt, det i første omgang ville koste penge at optimere forholdene og skrue på nogle af de mange knapper, der er at skrue på. Men på sigt vil det kun kunne betale sig - for os alle sammen. Så den eneste forklaring, jeg kan finde er, at vi ikke har en tissemand.



bottom of page