Recovery is on - men hold nu kæft bjerget er stort


Meget langsom bedring efter endometriose operation

Næsten to uger er gået, siden jeg blev opereret. Og der er selvfølgelig nogle ting, der har flyttet sig. Jeg kan spise igen uden at være bekymret for, om det skal samme vej op. Jeg går ture dagligt, som efterhånden føles som lyst og ikke tvang. Den friske luft gør mig godt, og bevægelsen gør noget godt for min pressede krop. Jeg er også befriet for det blærekateter, der selvsagt begrænsede min frihed de første otte dage. Og generelt kan jeg mærke, at jeg føler mig en lille smule stærkere hver eneste dag.


Men det er på den anden side også bittesmå skridt i det store billede. For jeg synes godt nok, bjerget man skal bestige ovenpå sådan en omgang, som en endometrioseoperation er, er gigantisk. Det føles som om, jeg stadig har meget lang vej til at føle mig som mig selv igen. Og lige nu kan jeg ikke engang forestille mig, at det så også skal være i en bedre version end den, jeg kom fra. Det er jo målet med operationen, men det er svært at få øje på i horisonten. For jeg er stadig mærket. Jeg har selvfølgelig også scoret mig to urinvejsinfektioner oveni, og det er naturligvis ikke med til at bedre min tilstand. Ti-dages antibiotikakur får jo ikke nødvendigvis tingene til at gå hurtigere.


Men jeg synes også bare, jeg vildt hurtigt bliver vildt flad. I mandags skulle jeg hente antibiotika på apoteket. Det var jo egentlig ikke en opgave, jeg kunne undlade at udføre. Men da jeg kom hjem, var jeg fuldstændig tappet for kræfter. Det samme var tilfældet i tirsdags, hvor jeg skulle på Riget og have en renografi af mine urinveje. Turen var på knap tre timer, men det slog fuldstændig energien ud af mig. Og så kommer følelsen af at være komplet mørbanket op til overfladen igen, og jeg synes det hele gør ondt, og at min krop næsten modarbejder den vigtigste opgave. Nemlig at komme ovenpå igen fysisk. Jeg skal samtidig arbejde temmelig intenst på mit humør, der daler i samme tempo, som energien ryger i bund.


For en uge siden talte jeg med Dorthe Hartwell, som opererede mig, og hun gentog, at det gik efter planen. Men så sagde hun også, at jeg skal huske: “At selvom hullerne er små, så er det en ret stor operation.” Det sætning prøver jeg at bruge som en overskrift for mine dage i de her uger. For det havde jo nok egentlig været nemmere, hvis jeg havde haft en kæmpe tværsnit hen over maven. På den måde ville jeg have haft en visuel reminder om, at der er sket en stor nedrivning og ombygning inden i mig. Det er nemt at glemme - i hvert fald for mig.

Arrene efter min endometriose operation

Jeg er nok heller ikke det klassiske eksempel på den tålmodige type. Men mest af alt er der nok også under det hele en stor irritation over, hvor meget styring endometriose tager. Selv når det meste af den nu er væk. Det er det, der præger vores liv som patienter med den her hæslige sygdom. Perioder med en form for et minimum af stabilitet, man kan holde ud. Og så de perioder, hvor det af den ene eller anden grund sender os helt i knæ både fysisk og mentalt. Og jeg må nok bare konstatere, at selvom jeg har øvet mig på det i mange år nu, så bliver jeg aldrig god til at have det, som jeg har det nu. Jeg føler, at endometriosen kontrollerer mig og ikke omvendt.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og uforpligtende...