Jeg er åbenbart stadig en ‘Christian forklar mig røv’


Da jeg var lille, kaldte min far mig altid for ‘Christian forklar mig røv’, når jeg med ord forsøgte at komme ud af en situation, som ikke lige var til min fordel. Men jeg har opdaget, at mit behov for at forklare er fulgt med mig op i voksenlivet, hvor man ellers skulle mene, at den slags ikke burde være nødvendigt. Men det er alt sammen endometriosens skyld. Måske fordi den er uforklarlig.


I hvert fald har jeg registreret, at jeg altid kaster mig ud i lange og dybdeborende analyser, når min krop - på grund af endoen - opfører sig uforventeligt. Jeg har et gigantisk behov for at sætte det i velorganiserede IKEA-kasser og op på den mentale hylde, som adskiller, systematiserer og arkiverer alle de hovedbrud, min endometriose giver mig. Problemet er bare, at omkring 90 procent af de oplevelser, endometriosen giver mig, ikke kan forklares.


“Hvorfor har jeg murren i maven nu, som om jeg har menstruation?” “Hvorfor pletbløder jeg, det burde jo være holdt nede?”

“Hvorfor har jeg det som om, nogen har tævet mig med et baseballbat hele natten?”

Alligevel opstår der nærmest på ugentlig basis ting, der relaterer sig til min sygdom, som jeg, efter mange timers forsøg på at finde en plausibel forklaring på, må vælge at komme i den efterhånden kæmpestore rodekasse med “det-giver-ingen-mening”.


Og er du da sindssyg, det er frustrerende. Jeg har simpelthen så svært ved at acceptere, at der er alt for mange ting ved den her latterlige sygdom, jeg ikke har chancen for at kategorisere. Og det driver mig seriøst til vanvid. For ud over at der bare evig og altid er bøvl og baks med endometriosen, så kan jeg ikke engang finde logik i dens væsen, og så er der da ikke meget kontrol tilbage til mig.


Og måske er det i virkelighedens sagens kerne. At endometriosen sætter mig fuldstændig uden for bestemmelse. Hvis den var skolelæreren, ville jeg både være den tungnemme, dovne elev, og den uregerlige elev, der evig og altid blev sat uden for døren. Så det ville jo naturligvis bare være lettere, hvis jeg kunne acceptere tingenes tilstand. Men.Det.Kan.Jeg.Ikke. Jeg er allerede tvunget til at acceptere, at endometriosen er flyttet ind i min krop, og så har jeg altså brug for stadig at kunne være ovenpå i analyserne af min krops funktionsbesvær og reaktionsmønster.


Derfor tror jeg faktisk heller ikke, det er nært forestående, at jeg parkerer ‘Christian forklar mig røv’, for det ville reelt være det ultimative kontroltab for mig. Og det hænder heldigvis, at jeg rent faktisk KAN færdiggøre en analyse til min fordel, så jeg kan forklare mig selv, hvorfor endometriosen nu igen opfører sig som en opmærksomhedskrævende kælling. Når det sker, tager jeg det som en lille sejr i det ellers kæmpestore nederlag, sygdommen ellers er.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link...