Ti dage efter: Tålmodighed er min bedste ven

Det er ti dage siden, jeg blev opereret på Rigshospitalet. Heldigvis er jeg i bedring, og jeg fornemmer små fremskridt hver dag. Men der er også stadig lang vej. Det ved jeg. Både fordi jeg har prøvet det før, men også fordi det er tydeligt, når man er den, der bor i min krop. De utallige sår, der er både udvendigt og indvendigt minder mig hele tiden om, at det her kommer til at tage tid. Og det er okay. For jeg ved det. Men det gør jo ikke processen mindre sårbar, mentalt svær og opslidende. En tålmodighedsprøve af rang. Alt er gået efter planen, og der er - syv, ni, tretten - ikke stødt nogle komplikationer til. Men det er til gengæld en øvelse at huske at mærke sin grænse. 

I virkeligheden har jeg længe vidst, at der ventede en operation. Allerede da jeg blev opereret sidste gang, fortalte lægerne mig, at de havde efterladt to infiltrater, der sad på min tarm. Dengang var det vigtigt at passe på min ekstremt ramponerede urinleder, og da det samtidig var nødvendigt at fjerne min livmoder og resten af mit reproduktive system, så var der virkelig meget, min krop skulle reparere på én gang. Derfor blev beslutningen taget om at lade tarmen sidde over og så se tiden an. Men som det (naturligvis) er med endometriose, så holdt de to infiltrater på tarmen sig ikke i ro. Selvom roden til min endometriose var forsøgt rykket op med rode, så viste en MR scanning for godt et godt stykke tid siden, at den efterladte endometriose faktisk var vokset. Så mens jeg og lægerne havde gået og håbet på, at det måske ville krympe lidt og gå i skjul, så havde det gjort det modsatte. Og det er måske én af de ting, der står klarest for mig efter års kamp med endometriose. Det skidt holder vitterligt aldrig pause, og du kan sjældent forudse, hvordan det kommer til at arte sig.

På den måde har jeg været så godt forberedt, som jeg kunne blive på, hvad der  er en virkelig stor og ikke ukompliceret operation. Både endometriosespecialister og mave/tarm-kirurger har adskillige gange fortalt mig, hvor risikabel en operation det er, og at jeg skal være forberedt på det værste. Det er altid ufedt at tage beslutninger på baggrund af et rædselskabinet af dårligdomme, men som det har været tilfældet før, så nåede jeg og min familie frem til, at jeg var nødt til at gå med operationen. Jeg har forhåbentlig mange år tilbage, og jeg har længe drømt om, at endometriosen ikke skal styre mit liv så meget, som den har gjort. Det er ikke muligt at nå et sted hen, hvor den forsvinder ud af min dagsorden. Men det kunne virkelig være optur, hvis den ikke altid skulle stå som punkt nummer et. Som min læge på Rigshospitalet sagde, så ville hun gerne forsøge at give mig lidt mere frihed. Og den del lyder jo virkelig attraktiv. Så nu er godt ti centimeter af min tarm opereret ud af min krop. Og nu er det op til mit system at lære en ny måde at fungere på, forstå at der er lavet en ny indstilling, som ikke er den, jeg er født med. 

I den fase, jeg befinder mig i lige nu, er det umuligt at sige, hvilken forfatning jeg kommer til at være i på sigt. Jeg skal konstant på toilettet, og selvom det selvfølgelig er en indikation på, at systemet fungerer, så er det ikke rigtig fedt, når man rammer 15+ gange på én dag. Jeg kunne godt bruge mere end panodiler til at smertedække mig, men ibuprofen er et no-go, når man er opereret på tarmen åbenbart. Og så kunne jeg virkelig godt tænke mig, at det var muligt for mig at gøre mere herhjemme og komme mere udenfor og trække efteråret ind. Men hvis jeg har lært noget over de senere år, så er det, at endometriose-gener ikke fikses over night. Hvad end det er hormonbehandling, der skal have lov til at virke i kroppen eller en operation, der mere varigt skal ændre tingenes tilstand, så tager det tid. Langt mere tid end man tror. Langt mere tid end man orker at tænke på, det skal tage. 

Du kan få besked, når der er nyt på bloggen, hvis du subscriber via dette link...

Hvis du har lyst til at købe bogen "Bloody Hell" til en god pris, så se her...