Ud i verden med vaseline i øjnene og en fastinstalleret buttplug


“Jeg har spændt buen for hårdt.”

“Det må være efterveerne fra infektionen.”

“Jeg er også kommet for sent i seng hele ugen.”


Ofte kan jeg faktisk forklare, hvorfor jeg har en sløj periode. Jeg kan som regel finde en årsag, der får brikkerne til at falde på plads i forhold til min endometriose og dens talrige opslidende symptomer.


Og så er der bare alle de gange, hvor jeg ikke kan. Hvor jeg burde være i vater fysisk, hvor jeg ikke har fyldt aktivitets-bægeret for meget, og hvor jeg har haft held til at lægge en masse hvile ind i min fortravlede hverdag. Og så kommer den alligevel. Den der følelse af ikke at kunne klare en skid. Hvor det føles som en overvindelse at børste tænder. Og hvor min krop føles som bly, der ikke kan flyttes en millimeter.


Den slags perioder hader jeg virkelig. Jeg bliver indebrændt helt ind i knoglerne over det. For det er der endometriosen igen bliver helt vildt uforudsigelig, og ud over at det bare på det rent lavpraktiske plan er super irriterende, så stresser det mig også, for jeg kan godt lide, når man kan sætte to streger under noget. Det giver mig ro.


Og så har du sikkert gættet, at jeg har gang i netop sådan en uge. Jeg kan blive så forbandet over, at jeg dårlig nok kan slæbe mig rundt i dagtimerne, mens endoen i øvrigt får mig til at føle, at jeg har en buttplug siddende 24/7. Og selv om jeg godt gad, jeg var mere spændende, så er jeg bare ikke til den slags. Og når det så oven i købet ikke er selvvalgt men et resultat af min kroniske øretæveindbydende lidelse, så bliver det bare endnu mere frustrerende.


Det er som regel et tegn på, at jeg er slidt, selv om jeg ikke nødvendigvis selv lige kan pege på, hvad det er, der har tappet mig for kræfter. I de situationer forsøger jeg ofte at bringe mig selv i balance med hvile, varmepude eller en god yogatime. De gange det er nok, har jeg det fedt med mig selv, fordi jeg føler, jeg så har taget styringen over mine smerter. Men andre gange er den eneste løsning at ty til det stærkeste i medicinskabet, og så må jeg acceptere det. Det er tit en ret svær opgave for mig.


Men det er svært at forklare folk, der ikke har endometriose, hvordan det føles, når energien bliver suget ud af min krop med fingerknips, mens smerter og ubehag i stedet flytter ind. Jeg har for eksempel ikke endnu haft den store lyst til at inddrage mine kollegaer i følelsen af den fastinstallerede buttplug. Og jeg har heller ikke sådan for alvor formået endnu at sætte ord på, hvor træt jeg faktisk er i de perioder, hvor det føles som om, jeg næsten ikke kan selv kan bære min krop, og mine øjne samtidig er tværet ind i vaseline.


Jeg kommer igennem på bedste vis, glæder mig til, at det igen er normaliseret (så normalt som det nu kan blive), og så forsøger jeg for hver gang, det sker, at acceptere min situation, selv om jeg rigtig tit synes, det er mere end almindeligt svært.

Du kan subscribe her, hvis du vil have besked, når der er nyt på Bloody Hell.

Det er gratis og uden binding :)