Til technofest i hospitalstøj


Egentlig har jeg set frem til i dag. For den MR-scanning, der venter, skal fortælle en masse om, hvor jeg står i dag med endometriosen, og om en operation er uundgåelig. Og det er jo selvsagt vigtigt at få overblikket over endometriosen, som har haft en tendens til at leve sit eget liv i min mave. Men jeg vil på den anden side ikke sige, at jeg ligefrem har glædet mig. For jeg kan godt huske, at oplevelsen af at ligge i sådan et rumskib af en scanner ikke sådan er af den slags, man håber på at prøve igen.


Det er i den grad en stationær oplevelse, hvor kunsten at ligge stille er altafgørende for de billeder, der skal tages. Jeg er sådan helt grundlæggende ikke super god til at holde mig i ro, og derudover gør endometriosen også, at jeg ret hurtigt får ret ondt, hvis jeg ligger eller sidder i samme stilling på et lidt for hårdt underlag. Og sådan en MR-scanner er altså ikke lavet af hverken vat eller sofapuder. Så at byde sådan en som mig at ligge på noget, der minder om et bræt i det meste af en time, er som at bede mig bestige Mount Everest dækket af glasskår i bare fødder.


Jeg bliver vist ind i et omklædningslokale, hvor jeg, ud over den klassiske deforme sygehus-undertrøje, også skal iføre mig et par blå engangsbukser af papir, som er godt og vel tre størrelser i overkanten, men som heldigvis kan strammes ind. Så ser det kun ud som om, jeg er pustet op fra livet og ned.


Personalet viser mig ind i lokalet med scanneren, som er så stor, at det virker som om, den har taget rummet på. Jeg småløber hen til apparatet, fordi gulvet er koldt som is. Jeg lægger mig på det leje, det er meningen, jeg de kommende minimum 45-50 minutter skal ligge helt stille og i vater på, mens maskinen tager de billeder, min læge på endometrioseafdelingen har bestilt. Jeg får en sprøjte i låret, som skal virke afslappende på mit tarmsystem, så det ikke krøller alt for meget rundt, når kameraet skal fange de rigtige skud af det indvendige af min mave.


Personalet går ud og efterlader mig i liggende stilling med et gigantisk høreværn på. Ud over at dæmpe den lyd, der lige om lidt skal vise sig at være ude af den her verden, så kan de også tale til mig i det overdimensionerede høreværn. Jo sådan set en fin løsning, når nu jeg ligger der, helt låst og alene i en scanner, der ser ud som om, den kunne æde mig, hvis den ville. Jeg har også fået en nødhjælps-knap i hånden, hvis jeg skulle gå i total panikangst under seancen. Så har jeg chancen for at bede dem hjælpe mig.


Og så starter lydinfernoet ellers. Det er som om, den absurd store maskine råder over et utal af ubehagelige lyde. Der er lyden, der sender mig tilbage til et 90’er dansegulv, hvor technomusikken dominerede rummet. Så er der en variant, der for mig lyder som om, jeg har et modem installeret godt centreret mellem ørene på mig. For ikke at tale om den version, hvor jeg føler, at jeg sidder lige op og ned af en luftalarm. Det er vanvittigt så mange og så høje lyde, det apparat kan udsende. Og selvom jeg har lyst til at trykke på alarm-knappen og råbe stop i himlens navn, så har jeg ikke andet valg end at blive liggende i de godt og vel pinefulde 50 minutter, det tager, før de har den billeddokumentation, de er blevet bedt om at lave, og som jeg har en stor interesse i kommer for en dag.


Så jeg udholder seancen. Jeg finder al min indædthed frem og kommer igennem minutterne, der går, før de siger, vi er færdige, løsner mig fra mit fastspændte greb og siger tak for i dag. Jeg går hjem, med en følelse af insisterende technomusik i kroppen, en hovedpine fra helvede og en krop, der er stiv som et bræt. Den MR-scanning har bare at sidde lige i skabet.


Få besked, når der er nyt på bloggen. Subscribe via linket her...