Stående bifald til dem, der frivilligt har slidt og slæbt i årevis


25-års jubilæum, nyt navn og ny bestyrelse. Det var kendsgerningerne efter en ekstraordinær generalforsamling i Endometrioseforeningen i weekenden. Et naturligt skridt i foreningens liv, når behovet opleves større og større. Når ønsket indefra også er en professionalisering, som giver bedre muligheder for at hjælpe dem, det handler om, var søndag en glædens dag, da Endometrioseforeningen blev til Endometriose Fællesskabet.


Jeg tror på den nye strategi for foreningen, og jeg glæder mig til både at bidrage til og følge udviklingen. Men jeg synes også, det er et perfekt tidspunkt for alle os, der ikke har været aktive i foreningens arbejde over årene til at stoppe op og hylde dem, der har. For det er en hård kerne, der i årevis har brugt deres fritid, deres sparsomme energi og deres mærkede fysik på at hjælpe os andre. De har knoklet for, at vi blev set, for at imødekomme vores - til tider meget forskellige - behov, og de har aset og maset med skabe et rum for os med endometriose. Og jeg ved, det bestemt ikke altid har været nemt.


Så når vi andre har tilladt os at synke ned i sofaen og se Netflix, har de været samlet for at lave komplet frivilligt arbejde på vores vegne. Når vi brugt lørdagen i socialt lag, har de brugt deres weekender på bestyrelsesmøder og svare foreningens e-mails. Og når vi har siddet på café med veninder en hverdagsaften, har de siddet bøjet over skærmen for at skrive ansøgninger, der kunne udløse midler, der skulle gå direkte i foreningens kasse. Til gavn for dens medlemmer.


Frivilligt arbejde er så uendeligt vigtigt, og vi kan ærlig talt ikke hylde dem nok, der gør det på vegne af andre. De er patienter præcis lige som os, og det koster så meget. Det koster tid, ressourcer, knubs, kritik, nederlag og meget andet, og til trods for den slags udfordringer, har de gjort det udelukkende for at skabe en bedre verden for os med endometriose.


Så når nu bestyrelsen i den oprindelige form takker af, så synes jeg, vi skylder, Anne, Anne-Mette, Julie, Bettina og Gitte et stående bifald og et gigantisk TAK for deres evindelige kamp for os. Tak for at kæmpe videre i svære tider. Tak for ikke at give op. Tak for tro på, at det kunne betale sig. Tak for at være stærke nok til at stå imod brokkeri og hårde ord. Og tak for at arbejde for at føre vores alle sammen fællesskab godt videre, så kvinder med endometriose har et sted at gå hen, når sygdommen overtager for meget.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og helt uforpligtende...