I denne uge blev jeg opmærksom på noget utroligt opløftende. Nemlig at endometriose er kommet på dagsordenen i Folketinget - sort på hvidt. En af de ting, en ministers arbejde består i, er at svare på spørgsmål fra andre folketingsmedlemmer indenfor deres område. Og her er endometriose taget op som et emne af sundhedsudvalget på vegne af Liselott Blixt (DF).
Som faste læsere af bloggen vil vide, var jeg for nogle måneder siden forbi Christiansborg med min bog “Bloody Hell” og et medfølgende brev til sundhedsordførerne. Og nu begynder der altså tilsyneladende at ske lidt, og denne gang meget konkret i form af et spørgsmål til sundhedsministeren.
Liselott Blixt spørger:
Alle sammen gode og relevante spørgsmål og i hvert fald en rigtig god start i forhold til at få endometriose - og alle de problemer og udfordringer, der følger med den - på dagsordenen. Endnu har ministeren ikke besvaret spørgsmålet, men jeg skal naturligvis nok holde øje, for det er da næsten til at dø i spænding over, hvad han mon svarer på spørgsmålet.
Liselott Blixt stillede spørgsmålet den 12. januar i år, og i den corona-prægede tid, vi lever i, er det nok en god idé at væbne sig med tålmodighed. Men det vigtige er, at det nu står der. Sort på hvidt i Folketinget.
Læs sundhedsudvalgets henvendelse til ministeren her:
Jeg har forsøgt at søge lidt i arkiverne, og som jeg kan se det, er det seneste spørgsmål, der er stillet om endometriose, dateret til 2014. Det er immervæk nogle år siden. Derfor blev jeg også så glad for at se, at det igen er til debat.
Og der er helt klart interesse for endometriose for Liselott Blixt. Hun har nemlig også inviteret mig til virtuelt møde om emnet, og jeg glæder mig til at fortælle hende om, hvordan det opleves at være endometriosepatient i det danske sundhedsvæsen i dag. Samtidig fortsætter jeg selvfølgelig løbende min dialog med Camilla Fabricius (S), som også har brugt sin tid på at lytte på mig og mine bekymringer.
Jo flere, der vil lytte, jo bedre for os. Det er vigtigt at få kendskabet bredt ud i første omgang, og derfra er jo så muligheden for, at vi kan smøge ærmerne op i fællesskab og gøre noget konstruktivt for den kæmpe store gruppe af patienter, vi er - og ikke mindst dem der kommer til i fremtiden.