Rom blev ikke bygget på én dag, og mit solo-raseri flytter ikke nok


Kender I det? Man knokler løs med noget, der virkelig betyder noget, og i det øjeblik, det føles som om, man faktisk er ved at få fat og flytte lidt, så bliver man mindet om, at Rom ikke blev bygget på én dag?


Sådan fik jeg det i den her uge. Jeg ved ikke, om I kan huske, at jeg tidligere på året besøgte Mette Abildgaard (Det Konservative Folkeparti), og hun har faktisk været så venlig at spørge Sundhedsministeren, om man kan forvente, at vi i Danmark vil lave en plan, der ligner den, man har søsat i Frankrig. Det er jo som sådan et oplagt spørgsmål, da det er et land, vi let kan sammenligne os med, og det er oven i købet helt dugfrisk, at de i Frankrig vil sikre bedre vilkår for kvinder med endometriose.

Men svaret til Mette Abildgaard er desværre ikke særlig opløftende. I hvert fald ikke fra min stol. Og det gør mig selvfølgelig ked af det. Jeg synes jo, at der er flere åbenlyse problemstillinger i vores patientgruppe, og hvis vi skal undgå at tabe for mange kvinder på gulvet, må og SKAL vi gøre det bedre. Men som konklusion på Mette Abildgaards spørgsmål, svarede sundhedsministeren:


“Det er Sundhedsstyrelsen vurdering, at den nuværende organisering af diagnostik, udredning og behandling for endometriose overordnet set er relevant og velfungerende, og der er ikke for nuværende planlagt for udarbejdelse af en handlingsplan for bekæmpelse af endometriose.”


Det synes jeg i bedste fald er trist læsning, og fanger du mig på en underskudsdag, så synes jeg, det er decideret deprimerende. Og det fortæller mig i hvert fald, at kampen hverken er slut eller vundet. Det fortæller mig også, at det ikke er nok, at jeg sidder og råber højt og længe. Vi har brug for konkrete historier, der kan vise, hvordan billedet i virkeligheden ser ud. Og at det ikke går så super med udredning, behandling og håndtering af endometriosepatienter i dag, som sundhedsministeren og hans embedsfolk forsøger at gøre det til.


Jeg mener, det er jo superfint, at vi har specialafdelingerne. Men når problemet er, at mange ikke når derhen, før de er blevet alt for syge, eller at de slet ikke kommer i betragtning, fordi de praktiserende læger eller gynækologer ikke vil slippe dem gennem slusen, så synes jeg, vi har nogle udfordringer, der er til at få øje på. Jeg har svært ved at forstå, hvis ambitionen ikke er, at sørge for, at kvinderne bliver mindst muligt syge af endometriose. I stedet for at synes, det er godt nok, at vi kan skære i dem, når sygdommen har fået alt for godt fat. Samtidig er der jo hele efterspillet, efter en diagnose og en eventuel operation. Hvorfor skal vi ikke også være bedre til det i Danmark, så kvinder med endometriose ikke falder ud af samfundet, fordi de skal leve med en kronisk sygdom?


Derfor vil jeg gerne gentage, hvor vigtigt det er, at alle jeres historier kommer frem. Så politikerne får et større og bredere billede af problemets størrelse. Skriv dem ud, hvor du har mod på det, eller send dem til mig, så laver jeg gerne nogle opslag med konkrete oplevelser. Men mit raseri må ikke stå alene, det er ganske enkelt for nemt at se hen over. Så hjælp mig med jeres erfaringer, og hjælp dermed os til at trænge igennem. Vi skal IKKE acceptere tingenes tilstand, når det koster så meget for den enkelte, og der i øvrigt kun kommer generationer af menstruerende kvinder efter os. De har fortjent bedre vilkår, end vi har haft.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og helt uforpligtende...