Jeg slikker godt nok sårene lidt i de her dage. Man skal som bekendt sove på dårlige nyheder, men det har ikke været nok for mig med én nats søvn. Jeg måtte op på to, før jeg havde fået tænkt mig nok om til at sætte mig ned og skrive noget.
I onsdags præsenterede regeringen det længe ventede sundhedsudspil. Der var som sådan mange gode takter. Men det er umuligt for mig ikke at læse den slags med mine endometriose-øjne. Og så ved vi alle sammen godt, at det sjældent lander et rart sted.
I udspillet var der et forslag om at lave kronikerpakker. Hvilket jo seriøst er verdens bedste idé. For det er virkelig rart at møde en plan, når ens liv med et fingerknips bliver ændret, fordi man bliver præsenteret for en kronisk diagnose. Pakkerne er tiltænkt f.eks patienter med KOL eller diabetes. Det er jo virkelig en god idé og helt umuligt at være uenig i.
Men jeg sidder altså tilbage med følelsen af, at det skriger til himlen, at endometriose endnu en gang bliver overset. Det havde, for mig at se, været fuldstændig oplagt, hvis endometriose også blev tildelt muligheden for en kronikerpakke. Men i stedet er der larmende tavshed omkring sygdommen. Derfor har det også taget mig nogle dage at sætte mig ned og skrive noget om det. For først var jeg virkelig vred. Men som dagene er gået er jeg bare blevet mere og mere skuffet og virkelig ked af det.
For hvad skal der dog til for, at vi patienter med endometriose får lov at blive set på med samme alvor som andre kroniske sygdomme?
Der er ingen tvivl om, at opmærksomheden er stigende. Heldigvis. Man kan også se det i antallet af patienter, der bliver henvist til landets to specialafdelinger, for de har svært ved at følge med.
Men det hjælper ikke patienterne, at vi taler om det. Det hjælper ikke patienterne, at folk efterhånden ved, hvad endometriose er. Selvom anerkendelse i omgangskredsen kan være rart, så flytter det ikke noget for den syges tilstand. Kvinder med endometriose har brug for en plan. De har brug for at blive grebet, når de - ofte efter alt for mange år - får en diagnose. De har brug for at vide, hvordan de kan hjælpe sig selv. Og de har brug for supplerende behandling. Kort sagt har de brug for, at blive hjulpet til et værdigt liv, hvor de kan have en rolle i samfundet og skabe den familie, de har drømt om.
Jeg bliver virkelig modløs, når vi endnu en gang bliver forbigået. Særligt når der er så åbenlys en mulighed i udspillet for at gøre os gældende. Det giver mig - for Gud ved hvilken gang - en følelse af at blive sat uden for døren. Som om det ikke tæller, når man får sit liv ødelagt af endometriose.
Del endelig denne artikel i DIT netværk, så vi får gjort opmærksom på uligheden...
Comentários