Der er egentlig ro på for det meste af tiden for mig. Jeg har ikke længere akutte sygdomsbesøg, jeg skematiserer min dag, så min sygdom er mest muligt i ro og jeg passer mit arbejde næsten som i gamle dage - bare i en reduceret form. Det er ikke fordi, jeg går og glemmer, at jeg er syg. Men på en eller anden måde, er det hele bare vokset sammen i en hverdag, der, med de vilkår jeg nu en gang har, er tålelig. Men for nylig opstod der en situation, der med ét smed mig tilbage til bekymringernes bølgedal. Der hvor jeg begyndte at indse, at jeg er rigtig alvorligt syg.
Jeg har fået en ny læge og havde egentlig ikke tænkt længere over det. Da jeg skulle forny en recept på smertestillende, gik jeg i app’en og sendte en anmodning afsted. Men jeg fik den tilbage igen med beskeden om, at de havde det bedst med at se deres nye patienter, inden de udskrev skrap medicin. Okay, fair nok. Det er jo egentlig ikke rigtig muligt at argumentere i mod.
Så jeg bestilte en tid og rullede afsted for en uges tid siden. Og det er så her, jeg får en ufrivillig trip down memory lane. For da jeg synker ned i patient-stolen foran min nye læges skrivebord, skal jeg jo pludselig ind bag den mur, hvor jeg ellers har gemt alt det grimme, deprimerende og faktuelt frygtelige hen. Det går nemlig op for mig, da jeg sidder der, at jeg fungerer i dag, fordi jeg blandt andet har formået at træde væk den dystre sandhed i min dagligdag.
For når jeg skal sidde over for et nyt menneske, som tilmed besidder den faglige indsigt i min sygdom, og opgaven er at beskrive de mange års lidelser, så er det umuligt ikke at blive nedtrykt. Listen er så lang, at der er nul chance for at nå igennem det hele på en femten minutters konsultation. Så jeg tager ham igennem de overordnede linjer og supplerer med de svar på de opklarende spørgsmål, han har undervejs. Men selvom det kun er toppen af det kaos, jeg har været igennem, han får, så kan jeg godt mærke undervejs, at det tynger mig.
Jeg forsøger mig med de sædvanlige jokes: “Hvor lang tid har du?” og “Det var da ikke noget særligt, synes du?” Men indeni mig synker mit hjerte helt ned i maven, og mit åndedræt føles pludselig besværet. For jeg kan ikke løbe fra det. Jeg kan ikke joke mig ud af det. Det er som, det er. Det er voldsomt, det er på mange måder deprimerende og det er svært, når man i sådan en situation bliver konfronteret med det uden at have muligheden for at gemme sig. Der er ikke nogen mur, der er ikke mulighed for parader.
Den skinbarlige sandhed er, at jeg virkelig er alvorligt kronisk syg. At det endda er så alvorligt, at det har gjort skade på flere af mine organer. At det begrænser mig hver eneste dag. Og at det er den nye normal for mig, for der er ikke de store chancer for, at det bedres. Når jeg lister det op som her, forstår jeg faktisk godt den mur, jeg til dagligt har barrikaderet mig bag. Det er ganske enkelt ubærligt at blive konfronteret med hver dag.
コメント