Når endometriosen bliver synlig - den ufrivillige og uforskyldte dunk


Det er egentlig ikke fordi, det sker så ofte længere. Men det hænder stadig, at min mave tager dimensioner som en graviditet i sin femte måned. Og det skyldes ene og alene endometriosen. Jeg ejer ikke længere en livmoder, så en uplanlagt treer kan det umuligt være. Samtidig gør jeg virkelig alt for, at mit tarmsystem forholder sig i ro, fordi jeg jo godt ved, at det er en anelse sart. Men nogle gange er den restriktive antiinflammatoriske kost og de mange hensyn bare ikke nok. Og så sker det altså.


Det skete i weekenden for mig, og hvorfor har jeg absolut ingen anelse om. Jeg ved det ved den søde grød ikke. Jeg gjorde ikke noget anderledes, end jeg plejer. Jeg pressede ikke citronen. Jeg holdt mig på endometriosens smalle sti. Og alligevel pustede min mave sig op som en gigantisk festballon. Men nogen fest er det virkelig ikke.


For det første er det selvsagt ubehageligt, når ens krop pludselig ændrer sig så pludseligt, og den udspilede tilstand er for mig både anstrengende, kvalmende og smertefuld på sådan en prikkende ret irriterende måde. Det i sig selv er selvfølgelig ret belastende. Men den anden del af det er lige så slem. Nemlig den del, der handler om at være ude i verden med sådan en ufrivillig og totalt uforskyldt dunk, der er en fast bodega-gæst værdig. Det ironiske er jo, at det er et af de eneste tidspunkter, hvor endometriosen kan ses udefra. Det gør bare på ingen måde, at man har lyst til at dele.


Denne gang skete det i trygge omgivelser en søndag eftermiddag i mit hjem med kun min nærmeste familie omkring mig. Men det fik mig uundgåeligt ned af mindernes sti, og den er ikke altid rar at genbesøge. For er du gal, hvor har der været mange gange, hvor jeg pludselig og uden varsel har stået med den samme slags oppustede mave i et knap så trygt scenarie. Jeg har set mig selv på job, til kaffeaftaler, fester, koncerter, indkøb, middagsselskaber eller andre helt almindelige hverdagsagtige situationer med en mave i eksplosionsfare. Al min energi er i de situationer gået til at prøve at skjule den situation for omverdenen, fordi det gjorde mig frygtelig pinligt berørt, samtidig med at jeg altså har kæmpet med ubehaget, kvalmen og den prikkende smerte. Det skete faktisk relativt ofte, at jeg helt lod være med at spise i sociale eller arbejdsmæssige sammenhænge, alene fordi jeg frygtede, hvad maden gjorde ved mit ekstremt sensitive system.


Det er faktisk vanvittigt invaliderende, når det sker, selvom det måske umiddelbart kan føles som en lille ting. Det påvirker mig fysisk og følelsesmæssigt og minder mig om, hvor meget endometriosen har kontrollen i min krop. Og selvom det er ekstremt sårbart for mig, valgte jeg at dele billedet her fra i søndags i min story på sociale medier. En ærlig og usminket version af livet med endometriose må være vejen frem. Og jeg skal love for, at det var en situation, I kan genkende. For jeg blev væltet af reaktioner fra andre kvinder, der også oplever den utilsigtede dunk uden varsel. Det er virkelig en gene mange af jer kender, og det glæder mig naturligvis ikke. Men det glæder mig, vi kan tale om det, og det glæder mig, vi kan dele det. Det vil alt andet lige gøre det mindre ensomt på sigt. Og hvis vi skal sigte efter noget, så må det være, at ingen skal føle sig alene med endometriose. For vi er i tusindtal. Desværre.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og helt uforpligtende....