top of page

Menstruation: Ærmetricket


Du kender det. Du har din menstruation, og du skal på arbejde. Velvidende at du som minimum et par gange er nødt til at skulle på toilettet og skifte din tampon eller hygiejnebind. Men hvad gør du så?


Nu skal du høre. Det du gør er følgende. Når du fornemmer, det er ved at være tid til, at der skal skiftes, så stikker du begge dine hænder ned i din medbragte dametaske, som om det var det naturligste i verden. Altså som om, du altid har brug for begge hænder til at tage noget op fra din taske. Nede i taskens mørke tager du så med den ene hånd, den tampon, du skal bruge fra det hemmelige inderrum op, og så lister du den elegant og diskret op i ærmet på den arm, der indtil nu har været i tasken uden en egentlig funktion. Derefter roder du lige lidt ekstra rundt i tasken, så du foregiver over for dem, der også er i rummet, at du leder efter noget bestemt i din rummelige dametaske, som er umanerligt svært at finde. Efter nogle sekunder siger du så sådan en ah-nå-så-der-var-du lyd, hvorefter du tager en hel ligegyldig kuglepen eller noget andet random op af tasken.


Nu kan du så tage begge hænder op igen. Og din arm er ladt med en tampon. Men du er nødt til lige at blive siddende lidt i nogle minutter, for det er for mærkeligt, at du rejser dig op, lige nu hvor du endelig havde fundet den kuglepen, der var så central for din videre færd på din arbejdsdag. Så træk vejret ned i maven tæl inde i dig selv, til du føler, der er gået den tid, der er passende til, at du godt kan rejse dig og have et nyt ærinde. Herefter går du så stille og roligt - måske endda ligegyldigt fløjtende - mod toilettet stop gerne lige op og læs på en plakat på væggen eller flyt noget fra et sted til et andet, så du ligesom angiver, at du ikke har travlt med noget som helst. Nu er den indledende øvelse til at gå på toilettet og skifte din tampon endelig overstået, og du kan nu komme til det, der var det egentlige formål.


Du tænker måske: Men hvorfor alt det besvær? Hvorfor tager man ikke bare sin tampon eller bind i hånden og går på toilettet? Det er vel det naturligste i verden, at vi kvinder har vores menstruation?


Jo jo, det kan du godt have ret i. Men sådan her har vi gjort i evigheder, og det har fungeret. Det er besværligt, det medgiver jeg, og man føler sig som den ekstremt dårlige skuespiller, man er i situationen, og sandsynligvis har størstedelen af dem (i hvert fald kvinderne), du er i rum med regnet ud, hvad det er, du har gang i. Men det føles simpelthen som en gigantisk over-sharing at vise dine kollegaer eller hvem, der ellers er til stede, at du har din menstruation, og nu er det altså tid til at få skiftet det, der gør, du ikke bløder ned af begge inderlår. Det har vi ligesom stiltiende vedtaget, at man ikke deler med andre. Det holder man får sig selv. Du skal ikke pådutte andre din menstruation.


Men så spørger du måske: Men burde det ikke efterhånden ændre sig? Det er jo 2020, og alle er vel efterhånden klar over, at kvinder har menstruation, og at det kræver skift af tampon eller hygiejnebind? Jo, det kan du da sige. Men vi skulle jo så nødig træde nogen over tæerne med vores cyklus, og selvom det nok ikke længere er en hemmelighed, at vi kvinder bløder en gang om måneden, så er det altså noget, vi holder for os selv. Og det kan da godt være, det burde være anderledes, fordi det simpelthen virker for fjollet. Alle ved, hvordan en tampon eller et bind ser ud, og de er i oven i købet pakket delikat ind, så du ikke tvinger folk til at se på den sugende vatterede del af arrangementet. Det betyder bare stadig ikke, at vi skal dele det med nogen, som tilfældigvis har den skæbne at være placeret i samme rum som os. Så indtil vi har en anden mere tidssvarende holdning til menstruationen, så har du altså ærmetricket. Det er gratis!



Comments


bottom of page