Lykkelig for kun at være fast gæst på én hospitalsafdeling


Jeg har ofte beskrevet endometriosen som en 100 procent underskudsforretning for mig. Men for nylig oplevede jeg, at det også kan gå den anden vej, og det er da en solstrålehistorie, I ikke skal snydes for.

Det er et lille års tid siden, jeg var igennem min store operation på Rigshospitalet, hvor de snittede, ommøblerede og fjernede i mit underliv til et niveau, der næsten var fysisk ubegribeligt. Heftigst var det i mit urinvejssystems venstre side. Her var urinlederen så ødelagt, at de måtte skære et helt stykke af, som kun var til at kassere. Derefter trak de så min blære op og hæftede på den resterende del af urinlederen. Så min blære nu har form af en nissehue indvendigt.


Det var selvsagt et temmelig stort indgreb, det giver ligesom sig selv, når man på den måde ændrer på naturens indretning. Så siden er jeg blevet scannet nogle gange for at sikre, at systemet fortsat virker, selvom det naturlige fysiske udgangspunkt er blevet til en nissehue. Og for en god uge siden var jeg så endnu en gang på briksen til en renografi, der har til hensigt at fotografere urinvejssystemet, så man både får et billede af funktionsfordelingen og afløbet. Begge dele kan fortælle lægerne, hvor godt eller skidt det ser ud.


Jeg skulle efter scanningen til konsultation hos Mette Holm, som har været min primære læge på urologisk, siden jeg i 2017 oplevede, at min ene nyre satte helt ud, og jeg lå i dødssmerter på vores kølige plankegulv og vred mig. Her lykkedes hun med at indoperere en stent, som aflastede min urinleder der, hvor endometriosen har mast sig igennem. Og den løsning fungerede for mig helt frem til nissehue-operationen for et lille år siden. Så Mette har en meget stor stjerne hos mig. Jeg føler mig altid i gode, erfarne og trygge hænder hos hende.


Derfor var det næsten også helt symbolsk, at hun blev den læge, der kunne fortælle mig, at det stadigvæk ser rigtig fint ud på scanningerne. Det ser faktisk så stabilt ud, at Mette har besluttet at afslutte mig som urologisk patient. Overvej lige hvor stort det er. Jeg trådte ind på urologisk afdeling første gang i sensommeren 2014. Det er en afdeling, jeg har frekventeret langt oftere, end jeg har haft lyst til. Otte år med utallige urinvejsinfektioner, groteske smerter og behov for operationer har sendt mig på urologisk afdeling absurd mange gange. Og nu er det slut. Det er jo for vildt.


Jeg har naturligvis lovet Mette at reagere, hvis jeg oplever nogle af de velkendte smerter omkring nyrerne, og jeg skal nok være den første til at søge hjælp. Jeg kan også godt kende en urinvejsinfektion, hvis jeg får den, så intet får lov at slippe gennem mit finmaskede selvkontrolsystem. Men det er da mindblowing, at jeg nu “kun” er tilknyttet én afdeling på Rigshospitalet. Det var da også med lidt grød i stemmen, at jeg sagde farvel og et kæmpe tak til Mette for den bedste behandling, jeg havde kunne ønske mig. For dygtige læger gør mig ofte sentimentale. De har jo hjulpet mig på et tidspunkt i livet, hvor jeg var presset helt ud på kanten.


Sådan en læge er Mette, og jeg har været ovenud taknemmelig for, at hun har løftet mig igennem nogle af de største kriser af mit liv. Men jeg håber faktisk ikke, jeg ser hende igen. I hvert fald ikke i en situation, hvor hun er iført en hvid kittel på Rigshospitalet.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og helt uforpligtende....