En god veninde anbefalede mig at høre podcasten “The Retrievals”, som New York Times har produceret. Det er jeg både megaglad for, hun gjorde, og lidt trist over. Mest af alt fordi den bekræfter noget, som jeg konstant registrerer og bemærker. Nemlig at kvinders smerter tales ned og negligeres alt for ofte. Stadigvæk. Og derfor er det både en “hvad sagde jeg”-situation, men det er ved den gode grød også en “hvor ville jeg ønske, jeg ikke havde ret”-situation.
Uden at afsløre for meget, handler den helt kort om kvinder, der er i forløb på en højt renommeret fertilitetsklinik, hvor de oplever voldsomme smerter, som de slet ikke bliver mødt i. Det sker under ægudtagning, som jeg vil være den første til at skrive under på er en tsunami af smerter. Det er til dato én af de værste ting, jeg har undergået på en briks. Det er så smertefuldt og grænseoverskridende på samme tid, at jeg følte jeg forlod rummet fuldstændig smadret indvendigt og uden værdighed uden på. En helt igennem skrækkelig oplevelse. Måske er det bedre i dag, men jeg husker stadig, hvor rystet jeg var efter den oplevelse.
Der er mange ting i podcasten, jeg bider mærke i. Men mest af alt altså det overordnede tema, som ligger som en dyne over hele fortællingen: Nemlig at kvinders smerter ikke rigtig betyder noget. Og særligt ikke i jagten på at blive gravid. For så er der jo et højere formål. Og det er jo i sig selv fuldstændig vanvittigt at tænke på. At det skulle være en sandhed, at man er nødt til at lide for at få en graviditet, hvis du naturligt har svært ved det. Det er jo en vaskeægte dobbeltstraf. Det giver jo ganske enkelt bare ingen mening. I mit univers burde man vel netop gøre sig ekstra umage for at nurse og beskytte de kvinder, der må underlægge sig fertilitetsbehandling for at skabe en familie. Hvis de da overhovedet lykkes med det projekt. Det er i forvejen så stor en mental byrde for den enkelte, at det synes komplet urimeligt, at man beder netop den gruppe af hårdt prøvede kvinder om at suck it up.
Det virker helt vildt uforståeligt, at vi stadig i dag skal acceptere, at det gør ondt at være kvinde, og at underlivssmerter er et vilkår. Vi taler altså om smerter, der giver dig følelsen af at være blevet revet i tusind stykker indvendigt. Hvorfor skal vi egentlig bare klappe i og tage til takke med en ekstremt smertefuld oplevelse, når der findes tusindvis måder, hvorpå man kan nedbringe og dulme den smerte? Fordi vi er kvinder, og vores underliv skal gøre ondt?
Som en læge siger til en patient i podcasten, da hun siger, at smerten er ved at ødelægge hende: Vil du gerne have jeg stopper? Altså ingen åbning for forståelse af patientens oplevelse, men til gengæld en super passiv aggressiv reaktion, som han nok godt ved, hun ikke kan sige ja til. For hun ønsker sig jo så brændende at stifte familie. Så ikke alene skal hun fortsætte, hun skal også leve med at blive ydmyget lige der på den mest sårbare briks i verden. Og manglen på empati driver bare ned af væggene i den podcast. Som da en sygeplejerske responderer, på en patients bemærkning om, at hun ikke ligger behageligt, med: At det jo ikke er en massage, hun skal igennem.
Samme uanstændige kommunikation kan jeg ikke genkende fra mit eget forløb i fertilitetsbehandling, men jeg kan larmende nikke genkendende til, at mine smerter ikke blev mødt der, hvor jeg oplevede dem. Og så skal vi måske endda lægge til, at jeg hankede voldsomt op i mig selv. Ligesom de fleste kvinder alt for ofte gør. Og det minder mig bare om, at der stadig er uendeligt meget at kæmpe for, når det kommer til kvinders sundhed og til de smerter, vi mærker - særligt i vores underliv. For dem er vi stadig meget langt fra at få retfærdighed for.
Comments