Kopi-ferie med en væsentlig endo-ændring


Endelig er det blevet vores tur. Efter mange uger med følelsen af at være alene hjemme, når vi gik på arbejde, nåede vi frem til vores ferieuger. Ligesom sidste år er vi taget til Samsø, både fordi det er så rart et sted at være, men også fordi det er genialt, når man har små børn. To uger med fuld familietid og rum og plads til ting, der ikke er plads til i hverdagen.


Ligesom i 2019 har vi i år en regel om, at vi skal have is mindst en gang om dagen. Men det er ikke det eneste, der er en gentagelse. Vi har lejet et sommerhus i samme område som sidst, vi skal igen være her i to uger, og der er mange af de steder vi opdagede sidste år, som vi har tænkt os at besøge igen. Så på mange måder en tro kopi-ferie.


Og så alligevel ikke. For der er ganske enkelt en verden til forskel på min tilstand. Sidste år under vores eksil på Samsø, havde jeg det virkelig virkelig ikke særlig godt. Jeg havde smerter. Mange. Og hele tiden. Jeg fik menstruation midt i det hele, selvom jeg ammede OG havde en spiral. Min krop var på alle måder i en absolut undtagelsestilstand.


Faktisk havde jeg ikke tænkt så konkret over det, til Martin sagde til mig et par dage inden afrejse: “Hold da kæft, hvor havde du det egentlig dårligt, da vi var afsted sidste år!” Det var som om, det med den sætning gik op for mig, at det var en helt anden ferie, vi skulle på i år. Og det gik også op for mig, hvordan jeg formår at acceptere min situation med endometriosen, selvom den er helt af helvede til. For inden Martins konstatering, havde jeg slet ikke tænkt på det på den måde. Jeg befinder mig bare i den virkelighed, endometriosen sætter mig i, og i sommeren 2019 var virkeligheden ærlig talt pilrådden.


Det fede er jo, at jeg rent faktisk har det bedre i dag. Men det har så også taget det meste af det år, der er gået i mellem de to sommerferier at vende en bekymrende dårlig udvikling til en noget mere stabilt, som har en mere positiv vibe over sig. Det siger noget om, hvor lang tid bedring kan tage, når endometriosen får taget i en.


Sygdommen er der stadig, smerterne er ikke smuttet og jeg danser ikke af begejstring over at have endometriose. Der er stadig meget bøvl, og jeg tænker dagligt på, hvor store gener sygdommen giver mig. Men det fortæller mig, at det KAN flytte sig, selvom det slet ikke føles sådan. Det kræver den rigtige rådgivning og behandling og så kræver det tid. Masser af tid. For mig har kontinuerlig Zoladex-behandling, der har sat mig i kunstig overgangsalder, bragt mig et bedre sted hen. Og da jeg stod der i sommeren 2019, og på ingen måde kunne se lyset, var det svært for mig at forestille sig, at jeg ville kunne flytte mig til der, hvor jeg er i dag. Men tiden har altså arbejdet for mig.


Så nu nyder jeg ferien (ja, vi ventede til det gode vejr kom), spiser is hver dag og glæder mig over, at selvom endometriose er en hæslig kronisk sygdom, så behøver det værst tænkelige åbenbart ikke at være det evige udgangspunkt for mig.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på Bloody Hell, kan du subscribe her....