Kan man grine af ødelagte urinveje?


Ind mellem opdager jeg, mere eller mindre tilfældigt, hvor kynisk jeg er blevet i forhold til min sygdom. Det bliver synligt for mig, når folk omkring mig reagerer på mine sygdomsopdateringer med stor omsorg og et ansigt foldet i bekymringer, fordi det jo ikke for dem er almindeligheder. Jeg omtaler jo efterhånden en fuld narkose, som var det et smølfespark, og jeg registrerer ikke selv min hyppige rutefart til Riget. Men for andre lyder det næsten uoverstigeligt, når jeg proklamerer, at jeg er forbi Danmarks største hospital minimum en gang om måneden.


Men så er der også de gange, hvor jeg pludselig får øje på, hvor meget min sygdom har ødelagt mit liv, som jeg kendte det. Sådan en oplevelse havde jeg i denne uge.


To gange om året, skal jeg på Rigshospitalet og have foretaget en renografi. En scanning der fortæller urologerne, hvordan mine urinveje har det. Det er en undersøgelse, der strækker sig over en god times tid. Først skal jeg indtage en liter vand, så der er fyldt godt på mit system. Derefter skal jeg ind i en scanner, hvor jeg får skudt kontrastvæske ind i blodårerne, inden jeg skal ligge bomstille i det gigantiske kridhvide bjerg af en scanner i tyve minutter, mens den tager indvendige billeder af mit urologiske system.


Og så var det altså i den her uge, jeg pludselig blev bevidst om, hvor fuldstændig gakkelak, det hele er. For jeg ligger jo i den scanner to gange om året, fordi endometriosen har smadret mine urinveje så eftertrykkeligt, at de ikke længere forventes at yde normalt uden ekstra installationer og massiv kontrol. Og jeg ser mig selv joke med bioanalytikeren om, hvilken jubilæums-nål jeg efterhånden har opnået, som var jeg til et afdansningsbal, for Gud ved hvilken gang. Det er jo ærlig talt ret alvorligt. Men jeg står altså og smider om mig med sjove bemærkninger om, at jeg nok snart bør tage kage med, når man tager min erfaring med renografier i betragtning.

Og på vej hjem med plaster i albueleddet efter nålen med kontrastvæske, en overfyldt blære efter hidsigt vandindtag og et mindre godt resultat af renografien end sidst slog det mig, hvor tankevækkende min indstilling til min situation er. Jeg slår efterhånden ret vilde helbredsudfordringer hen som petitesser. Jeg ser det som et irriterende bump på vejen, når jeg skal scannes på vitale organer. Og jeg ved godt, at det også er en naturlig overlevelsesstrategi, for man kan ikke hele tiden befinde sig i den alvorlige zone. Det kan man ikke holde til. Men det er på den anden side også lidt foruroligende, når jeg ser mig selv udefra, at jeg ikke er mere optaget af alvoren i min situation. Jeg ved ikke, hvad der er den rette balance mellem alvor og strakt arm, men jeg ved med sikkerhed, at disciplinen ikke er nem. Og at jeg i hvert fald ikke altid rammer den helt rent.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link...