Ingen kvinde bør være angst for sin menstruation


Foto: Peter Nørby

Jeg har egentlig altid godt vidst, at jeg er bange for min menstruation. Altså ikke sådan “uuuh uuuh” bange. Nej, jeg er rædselsslagen for min menstruation. Og faktisk har jeg netop fundet ud af, hvor grel den angst er.


Lad mig først beskrive, hvordan det i hele mit voksne liv har været at gå på toilettet. For det er her min indædte skræk opstår. Hver gang jeg har sat mig ned på brættet og trukket mine underbukser ned om knæene, har jeg holdt vejret. De sekunder, der går fra man lukker døren bag sig, og til det indre af trusserne åbenbarer sig, var for mig helt usandsynligt tunge. For hvis det viste sig, at jeg blødte, vidste jeg, det ville starte en lavine. En lavine af tanker, bekymringer og tvivl, som jeg ofte fandt helt og aldeles uoverskuelige. Og det var ikke engang sådan, at jeg kunne glæde mig over de gange, hvor det viste sig, at jeg ikke blødte. For det var jo hele tiden på lånt tid. På et tidspunkt ville jeg bløde igen, og så ville jeg kæmpe med at skulle forklare over for mig selv, at det blødte. For det kunne sagtens - og ofte - komme ud af det blå, og så skulle jeg endnu en gang få mit hoved omkring, hvorfor det var tilfældet. Og langt de fleste gange endte jeg med ikke at kunne finde en logisk forklaring på det. Alt jeg vidste var, at jeg ikke kunne regne med en cyklus.


Desuden var der jo så det faktum, at jeg ikke vidste, hvad der ventede. En blødning betød jo som regel, at jeg fik det rigtig rigtig skidt, og at jeg detaljeret skulle i gang med at planlægge mit liv de kommende dage for at komme igennem. Varmepude og smertestillende inden for overskuelig rækkevidde og et minimum af socialt liv var så godt som sikkert. Og det i sig selv kunne virke helt og aldeles uoverstigeligt. Dernæst var der uvisheden om, hvor længe det skulle stå på denne gang, for det var også altid en ubekendt. Kunne jeg ånde lettet op efter et par dage, eller ville jeg skulle sætte alt i undtagelsestilstand i flere uger. Det var aldrig til at vide, men jeg vidste med sikkerhed, at det ikke ville blive problemfrit. Derfor har jeg altid været hundeangst for min menstruation.


Og det er blevet skræmmende tydeligt for mig nu. For en operation der fjerner min livmoder og hele mit underliv er ikke nok til at fjerne den angst. Mit hjerte ryger stadig op i halsen, i det øjeblik jeg trækker mine trusser ned. Jeg har selvfølgelig oplevet blødninger siden operationen, både dem der kan tilskrives, at der er rodet rundt indvendigt i mig, men også dem jeg ikke nødvendigvis kan forklare med andet end sarte slimhinder. Men jeg må erkende, at alle slags gør mig trist. For det minder mig om den kontrol, min menstruation - og dermed min kroniske sygdom - altid har haft over mig, og den latente altopædende angst den har bragt mig i uge efter uge i hele mit voksne liv. Det er endnu en af de ting, jeg helt ærlig ikke synes, man kan byde en kvinde, alene fordi hun er ramt af endometriose, som påvirker hendes menstruation. Og som i hvert fald i mit tilfælde er kommet dertil, fordi sygdommen fik lov at komme så meget ud af kontrol, at den både styrede min menstruation og min mentale tilstand. Ingen kvinde bør være angst for sin menstruation.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og helt uforpligtende...