Hvis det havde heddet tissemandstriose, havde historien nok været en anden


Det er kvindernes kampdag. Og den synes vigtigere end nogensinde. Samtidig er marts måned Endometriosis Awareness month. Derfor vil jeg - ikke overraskende - bruge den 8. marts til at hylde kvinder med endometriose. For det er OGSÅ vigtigere end nogensinde. Navnlig fordi kvinders sundhed er en af de mest indlysende årsager til at kæmpe for kvinders rettigheder i dag.


For nylig blev jeg spurgt, hvad jeg kunne pege på af gode ting ved mit opslidende forløb med endometriose. Det er virkelig en øvelse at få sådan et spørgsmål, for det er godt nok mere end almindeligt svært at finde positive ting ved smerter, der dræner én, reducerer livskvaliteten og efterlader én i en langt sløjere version, end den man begyndte med. Men jeg kan alligevel få øje på to ting. Jeg har fået en kæmpe respekt for min krop, og hvad den rent faktisk kan klare. Det føles jo som om, den kan løfte et hus eller flytte et bjerg, når den har kunne klare endometriose uden at bukke helt under.


Og så står det lysende klart for mig, hvor ufattelig stor respekt jeg har for kvinder. Det har jeg sådan set altid haft i al almindelighed, men jeg har det altså i særdeleshed for kvinder, der slås med endometriose. Jeg har fået så mange mails og beskeder fra kvinder, der kæmper med den kyniske kroniske sygdom, og jeg er helt på halen over, hvor seje de kvinder er. Der er så mange grufulde historier om kvindeliv, der bliver spoleret på grund af endometriosen. Alligevel hører jeg de her kvinder fortælle om, hvordan de kæmper - for deres ret, for deres krop, for deres liv. Det er simpelthen så imponerende ihærdigt, at jeg tager hatten af for hver og én:


At være smadret af smerter, der stjæler din energi, koncentration og overskud, uden at nogen kan se eller mærke det mindste på dig.


At blive fortalt du ikke fejler noget et utal af gange, mens du i perioder må kravle rundt i din lejlighed, fordi smerter holder dig fra at bruge dine ben.


At møde modstand fra din chef, når du ikke er i stand til at passe dit arbejde på grund af smerter og en helt smadret fysik. Som om det er noget, du opfinder for at få dig en ekstra fridag.


At blive forladt af det menneske, du troede skulle være ved din side til verdens ende, fordi det da ikke kan passe, du har SÅ ondt. Det må kunne løbes væk.


At blive mødt med massiv mangel på forståelse i din vennekreds, når du endnu engang er den, der ikke kan være med, når de andre skal noget usandsynligt sjovt.


At opsøge hjælp når du kan mærke, noget er helt og aldeles galt med din krop, den skriger på at blive hørt, og du bliver sendt hjem med beskeden om at tage to panodiler og en kop dejlig varm te.


At finde ud af med tiden, at dine organer har taget skade, fordi ingen tog dig og dine bekymringer alvorligt eller løftede dig, da du indtrængende bad om det.


Og fyld endelig flere på. For det er den slags, jeg hører fra kvinder, der kæmper med endometriose. Det er altså ikke småting, og hvis du lod en mand gå igennem de samme ting, hvis nu det hed tissemandstriose, er jeg ret så sikker på, han ville sætte foden ned og råbe op om, hvor urimeligt han fandt det. For vi skal vel ikke finde os i at blive negligeret, talt ned til eller overset, når vi har allermest brug for, at nogen tager os om skulderen og hjælper os et bedre sted hen? Vi skal vel ikke nøjes med et system, hvor vi først får en håndsrækning år efter, vi startede med at påpege det åbenlyse? Vi skal vel heller ikke acceptere, at fagfolk vejleder os forkert, når vi er nye i vores diagnose? Og vi skal vel ikke opgive vores drømme og ambitioner, fordi en sygdom ødelægger os, mens vi venter på hjælp?


Nej, det synes jeg virkelig ikke, vi skal. Men sådan er det desværre bare lige nu. Og grunden til, det overhovedet kan lade sig gøre er, fordi vi er kvinder. Kvinder er så seje til at håndtere smerter. Kvinder er forbilledlige til at leve med åbenlys urimelighed. Kvinder er så dygtige til at rette ind efter samfundet, selvom samfundet burde rette ind efter dem. Derfor er kvindernes kampdag så uendelig vigtig. Fordi der stadig er så ufattelig lang vej endnu til en reel balance mellem kønnene, også når man ser det fra et sundhedsperspektiv. Derfor hylder jeg kvinder med endometriose i dag, for de er mere end nogen billedet på, hvor svært det stadig kan være at være kvinde i 2022.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen, kan du subscribe via dette link. Det er gratis og uforpligtende...