Humørsyg hormonbombe med hedeture


Hvad er det, der er 42 år, føles som en omvandrende radiator og konstant er pirrelig? Ja, det er så mig i overgangsalder. For det er jeg rent faktisk. Altså godt nok en kunstig overgangsalder skabt af en medicinsk behandling, men ikke desto mindre er det altså mig.


Min endometriose er så heftig, at jeg én gang om måneden skal forbi Rigshospitalets gynækologiske afdeling for at få en Zoladex. Det er sådan et implantat, som skydes ind i maveskindet og herefter i grove træk kaster mig godt og vel 10-12 år ud i tiden hormonelt. Derud hvor man som kvinde bøvler irriterende meget med balancen - både i humøret men da ikke mindst i det indre, hvor heftig hjertebanken eller horrible hedeture fortæller én, at kroppen er i gang med en stor transformation til det ældre.


I denne uge var jeg afsted igen på Riget, som jeg altså er det hver fjerde uge. Det er ikke nyt for mig, jeg har faktisk efterhånden ikke længere tal på, hvor mange gange jeg har fået en Zoladex-behandling. For det hjælper mig. Og når man har endometriose, er det virkelig med at holde ved de ting, der har en positiv effekt. For jeg har i hvert fald personligt været omkring en del, som enten ikke virkede eller som - endnu værre - sendte mig et markant dårligere sted hen. Og så blev det også brugt i min fertilitetsbehandling for at nedregulere mig. Så det er efterhånden en velkendt ven sådan en Zoladex.

I dag får jeg så det, lægerne kalder for ‘add back’ oveni. Og det er som navnet også lyder, nogle hormoner jeg får i pilleform for ligesom at add’e back til det system, man ellers lige har drænet for hormoner. Det er primært for at nedsætte bivirkningerne ved at blive kastet ud i en tvungen overgangsalder. Og det tager heldigvis toppen, for uden ‘add back’ har jeg oplevet at vågne badet i sved i et omfang, der tvang mig til at skifte både sengetøj, nattøj og undertøj. Jeg har været humørsvingende i en belastende grad, og hovedpine var desuden en daglig tilbagevendende begivenhed. Alt det er nu sat ned i en størrelsesorden, jeg kan leve med.


Men jeg er også nødt til at leve med det, for Zoladexen er den medicin, der har givet mig det tætteste på et normalt liv, jeg kommer. Og så glemmer jeg de irriterende ting ved det. For det er jo ikke nødvendigvis en fest at være tvunget til at tage på Rigshospitalet en gang om måneden. Jeg bor egentlig kun en cykeltur væk, men det er bare træls at være bundet af det, og så minder alle lægekonsultationer mig jo om, at jeg har en kronisk sygdom.

Og så er der selve det at blive stukket. Det er ikke lige en opgave, man klarer selv. For nålen der skal skyde implantatet ind i mit maveskind minder mig om bedøvelsessprøjter til store dyr i Zoo. Jeg tager det i stiv arm i dag, for jeg kan jo ikke ligge og jamre mig hver gang, men jeg bliver aldrig fan af seancen. Det er bare ikke behageligt at få sådan en fætter jaget ind i maven. Men jeg kan som regel mærke på min krop, når den trænger til behandlingen, og jeg kan faktisk også mærke en summende rar fornemmelse i kroppen, når jeg har fået den. Og derfor er det lettere at bide tænderne sammen i situationen.


Så når nu det skal være, og det skal det jo, for endometriosen har vist ikke tænkt sig at smutte igen, så har jeg vænnet mig til, at det er et vilkår. Og så længe jeg ellers husker ikke at tage buksedragt eller lang kjole på (det er noget værre baks, når man skal stikkes i maven), så er det efterhånden ikke længere et problem for mig, når jeg skal have min Zoladex-indsprøjtning. Heller ikke selvom det sender mig uforskyldt i overgangsalderen en kende for tidligt.


Hvis du vil have besked, når der er nyt på Bloody Hell, kan du subscribe her. Det er gratis og helt uforpligtende i øvrigt.