Først tænkte jeg, det måtte være én dårlig oplevelse. Men så fik jeg endnu en besked, der lignede. Og nu har jeg efterhånden fået så mange beskeder fra kvinder med endometriose, der er nervøse for deres jobsituation, at det ikke kan være tilfældigt.
Det er faktisk bekymrende, at vi åbenbart bliver rystende angst for, hvordan vores arbejdsliv skal forme sig, når vi erkender, hvor meget endometriosen fylder i vores dagligdag. Det er ufatteligt ulykkeligt.
Jeg har hørt fra kvinder, der til jobsamtaler er blevet spurgt til, om de har sygdom, arbejdspladsen skal tage hensyn til. Oftest resulterer det naturligvis i, at man svarer “Nej nej, der er ingen problemer med den slags.” Både fordi man naturligt bliver totalt paf og fanget på sengen over at blive spurgt i så sårbar og prekær situation som en jobsamtale er, men også fordi man instinktivt tænker, at man ikke vil være den slags, som med det samme skaber et problem.
Jeg har også talt med en del kvinder, der simpelthen ikke ved, om de skal orientere deres arbejdsplads om deres situation af frygt for, det får negative konsekvenser for deres arbejdssituation. Jeg får helt ondt i maven over at tænke på, hvor stressende det må være at holde sådan noget skjult. Tanken om at skulle camouflere fravær, en ustabil tilstand og en udfordret fysik, gør mig helt forpustet. Det er helt urimeligt, at nogle føler, det er den eneste løsning.
Det sker også relativt ofte, at jeg hører fra kvinder, der er bange for at skilte med deres tilstand offentligt på sociale medier eller andre platforme, som kan tilgås af alle. Men altså det er jo fuldstændig uacceptabelt, at vi skal rende rundt på den måde og veje vores ord. Af frygt for, at vi bliver sorteret fra i en job-situation. Vi er jo ikke dårligere eller mindre ansvarsfulde medarbejdere efter en diagnose, vi er jo bare udstyret med en udfordring, vi ikke selv har bedt om, og som vi for alt i verden helst vil være fri for. Det bør bestemt ikke diskvalificere os.
Om noget vil jeg faktisk vurdere, at jeg er blevet en bedre arbejdskraft efter, jeg har forstået omfanget af min sygdom. For jeg kender mine egne begrænsninger langt bedre nu, end jeg gjorde før, og det betyder også, at jeg er meget bedre i stand til at disponere mine kræfter, end jeg var tidligere. Samtidig er det nu - mere end nogensinde - vigtigt for mig at have en funktion i samfundet, og der er min faglighed central, for den er trods alt en ret stor del af, hvem jeg er, og jeg har altid været glad for at gå på arbejde.
Vi kan hurtigt blive enige om, at det er skandaløst, at nogle arbejdsgivere som udgangspunkt finder kronisk sygdom besværlig og i værste fald diskvalificerende. Men det værste, vi kan gøre, er indirekte at give dem ret i den påstand. Vi må stå ved vores situation og insistere på, at vi stadig har en plads i samfundet, og at vi stadig er kvalificerede til vores jobs, ligesom vi var det før, vi fik en kronisk diagnose.
Og helt grundlæggende kan man jo sige, at hvis det er en arbejdsgivers tilgang til én som medarbejder, så er det da med at finde ud af det, for dem skal man da helst ikke arbejde under. Der findes nemlig stadig gode, forstående chefer, der forstår, at sygdommen ikke skaber os, og jo mere tillid vi bliver vist, jo mere kan vi, orker vi og yder vi. Det er den største gevinst for alle parter, og den skal vi insistere på, selvom jeg godt ved, det er svært.