En smerte man ikke kan forklare. Sådan tror jeg rigtig mange kvinder med menstruationssmerter og endometriose har haft det, når de er blevet bedt om at beskrive smerterne. Intensiteten er overvældende og det er ikke noget du kan løbe dig fra, drikke væk eller sågar medicinere fyldestgørende. Er du gal vores liv ville være nemmere, hvis vi kunne. Det at det er så svært at forklare gør jo kun tilstanden værre og mere ensom, end den er i forvejen.
For nogle måneder siden fik jeg et tip af en gammel kollega om en podcast, der prøver den svære disciplin at få mænd til at forstå, hvor smertefuld menstruationen kan være. Ved hjælp af en simulator påføres mændene smerter, der ligner dem, kvinder har under menstruationen. Det er ekstremt underholdende (også lidt på den deprimerende måde), men det er faktisk også oplysende. For langt overvejende af de mænd, der prøver den, bliver komplet blæst bagover af smerterne, når de når op på det niveau, der svarer til “almindelige” menstruationssmerter.
“Fuck me, oh my God, enough!” hører man blandt andet en mand råbe, da han afprøver simulatoren. Men man hører også mænd, der spørger deres kærester, om det virkelig er sådan de har det. Og man kan høre, at det for dem er en seriøs øjenåbner. Når mændene inden bliver spurgt, hvad de tror menstruationssmerter svarer til, siger de ting som at blive sparket i bollerne eller være virkelig, virkelig mæt.
Man hører i podcasten både mænd og kvinder prøve simulatoren, og kvinderne beskriver roligt og genkendeligt, hvordan de oplever det, mens mændene ofte skriger og beder om at få det stoppet.
Til sidst i podcasten hører man en kvinde med endometriose prøve maskinen, der går fra et til ti i intensitet. Den oplevelse vil jeg helst ikke afsløre, men det er meget sigende for, hvordan vi har det med vores smerter.
Podcasten er virkelig et lyt værd, så jeg linker til den herunder. Du skal cirka seks minutter ind i udsendelsen, som er produceret af This American Life. Du kan jo selv give anbefalingen videre til et menneske, som har brug for at blive klogere på, hvordan menstruationssmerter føles.
Comments