Jeg forestiller mig, at mit overskud er et timeglas. Et helt old school timeglas. Tiden på det er ikke defineret, og det er på ingen måde det samme fra gang til gang. Men nogle gange løber det bare ud, og så er der udsolgt. Som i fuldstændig udsolgt. Også på fjernlageret.
Det kan komme komplet ud af det blå og uden varsel. Jeg kan have sovet en hel nat uden afbrydelser og føle mig super duper udhvilet og veloplagt, når jeg står op. Men så kan der gå to timer, og så føler jeg, at jeg er fuldstændig tømt for kræfter igen. Som om jeg har været vågen og i gang i et umenneskeligt højt tempo i mange timer, som om jeg har brugt mig selv både fysisk og mentalt en fuld dag. Men sandheden er måske bare, at jeg har gået en tur med hunden og spist morgenmad med min mand og vores børn. Og så er timeglasset altså bare tomt.
Jeg har efterhånden fået det at vide et hav af gange fra specialister: endometriose er en kronisk sygdom, der koster mange kræfter, og man bliver så træt så træt. Ja tak! Men den kan altså også ramme overskuddet på en måde, der kan gøre mine næste ti minutter fuldstændig uoverstigelige. Også selvom de måske kun indebærer at vaske en kop op og tørre køkkenbordet af. Jeg kan virkelig føle, at de mest almindelige ting er opgaver, jeg reelt ikke kan løse, fordi mit overskud er løbet ud, og jeg i stedet med et fingerknips er blevet til en underskudsforretning.
Og så får jeg verdens korteste lunte. Jeg snapper af alle i min nærhed. Min mand kan ikke sætte en fod rigtigt, og mine børn får tingene serveret langt mere skarpt og urimeligt, end det er nødvendigt. Men når mit overskud ryger på den måde, så er jeg virkelig ikke i stand til at se mig selv ude fra og trække vejret, inden jeg formulerer det perfekte svar. Det gør mig tit ked af det på bagkant, at jeg i situationen ikke kunne finde kræfterne til at være en overskuds-kone eller overskuds-mor, men det er simpelthen bare ude af min kontrol. Jeg øver mig i at sige undskyld, for det er jo ikke deres skyld, at jeg har et overskuds-timeglas, der løber hurtigere og mere pludseligt ud end alle andres. Tilsammen.
Jeg fornemmer efterhånden, at min mand har luret, når jeg med ét ændrer karakter og glemmer alt om humor, energi og plads til andre end mig selv og det underskud, jeg kæmper med at få vendt til at overskud. Men det gør det jo stadig ikke til retfærdige reaktioner, hvis jeg for eksempel flipper ud over, at min mand spørger, hvor jeg har lagt nøglerne til bilen.
Og så løber timeglasset jo faktisk også ud i andre situationer. Den slags hvor jeg ikke lige er i trygge hjemlige rammer. Og jeg har lært mig selv, at jeg skal flytte mig ud af den slags situationer så hurtigt som muligt, for det er meget ubehageligt for mig selv at befinde mig i. Så når timeglasset løber uforudsigeligt ud på mit arbejde, rejser jeg mig fra min plads og går udenfor i den friske luft eller en tur op og hente en kop kaffe, så jeg får ro omkring mig, mens jeg bevæger mig. Det hjælper de fleste gange. Hvis jeg befinder mig i et socialt selskab, er jeg simpelthen også nødt til at takke af, tidligere end jeg måske havde kalkuleret med. Men det kommer jo seriøst ingen til gode, at jeg presser mig selv, fordi jeg lider af en eller anden hensynsbetændelse, der mener, jeg bør blive længere.
Og så er jeg faktisk også begyndt at tage det i opløbet. Hvis jeg bliver inviteret til et arrangement, hvor jeg ved, der kommer rigtig mange mennesker, jeg ikke kender, og det derfor tager markant mere på mine kræfter, så takker jeg ganske enkelt ikke ja til invitationen. Det er jo på mange måder skide irriterende, fordi det begrænser mit sociale liv, men for mig hjælper det altså også at acceptere, at endometriosen ind imellem stjæler alt sandet i mit timeglas. På de dårlige dage kan det stadig gøre mig bitter - bevares. Men det kommer bare ikke til at ændre på, at det stadig er min kroniske sygdom, der doserer og dikterer mit overskud, og det har jeg (heller) ingen kontrol over.