En kampklar hær af endometriosekrigere


Jeg samler skyts. For lige om lidt udkommer ‘Bloody Hell - syg af menstruation’, og jeg har tænkt mig at bruge den som anledning til at stille masser af spørgsmål. For jeg har virkelig mange spørgsmål, jeg kan stille, når jeg ser på, hvordan endometrioseramte i dag bliver behandlet. Spørgsmål om jagten på en diagnosen, mangelfuld eller vildledende vejledning eller den rette behandling for eksempel.


Forudbestil "Bloody Hell - syg af menstruation" her


Så når bogen rammer boghandlerne den 9. oktober, har jeg tænkt mig at stå klar til kamp. Derfor har jeg de seneste måneder efterspurgt jeres erfaringer. For jo mere, jeg er sikker på, at det ikke kun er mig, der har dårlige oplevelser i min tid som endometriosepatient, jo bedre er jeg stillet, når jeg stiller mig op iført brynje og skjold i diskussionsarenaen.


Det har været virkelig dejligt at opleve den ekstreme opbakning, jeg har fået fra jer derude med den her rædselsfulde sygdom. Det er rørende på en måde, jeg får svært ved helt at beskrive på skrift. Det er først og fremmest rørende fordi, I gider at bidrage med jeres dybt personlige og ofte ulykkelige historier. Men det er også rørende på den ufede måde og skræmmende, fordi jeg bliver bekræftet i, hvor mange vi er, der kæmper med det her, og hvor langt vi har igen, før systemet er bedre indrettet, og vi kan forvente at blive grebet i tide.


Sætninger som: “Sådan er det at have menstruationssmerter”, eller “Det skal jo gøre ondt at være kvinde” eller sågar ”Mænd skal barbere sig hver morgen, og kvinder har menstruationssmerter” gør mig så edderspændt rasende, for det er simpelthen så nedladende og uoplyst, at det giver mig lyst til at tude af vrede. Samtidig fortæller mange af jer, at det har taget år, hvor I selv har måtte insistere igen og igen, før I overhovedet fik en diagnose, hvilket jo bare helt åbenlyst ikke er godt nok. Og når det så suppleres med oplysninger om, at mange af jer ikke kan gå på arbejde i det omfang, I gerne vil, eller at jeres sociale liv er blevet kraftigt reduceret med sygdommens eskalering, så knuser det mit hjerte.


Men det er godt, I gør det. For jo flere vi står sammen side om side med horrible historier, jo sværere bliver vi at ignorere. Koret af kvinder der slås mod den her modbydelige sygdom skal være så stort og rungende, at det ikke kan overhøres. Det er selvfølgelig mit navn, der står på bogen, men for mig er det vores historie. For vi fortjener alle at blive lyttet til. På grund af alle jeres historier behøver jeg nu ikke længere sige, at jeg har en fornemmelse af, at det er et stort problem, og at jeg tror, der er alt for mange, der kæmper unødvendigt meget med endometriosen. Nu kan jeg sige, at jeg ved, det er et stort problem, og at vi er alt, alt for mange, der kæmper. Og derfor bør og skal det blive bedre.


Du kan subcribe her, hvis du vil have besked, når der er nyt på bloggen