top of page

En kæmpe kløft uden den pæne udsigt



Det er på ingen måde fordi, jeg har lyst til at starte det nye år med halvsløje nyheder. Og godt nytår i øvrigt. Men altså sagen er den, at vi stadig er langt fra målet, når det kommer til kvinders sundhed. Vi taler mere om det, og det var ved det søde grød også på tide. Men talk is cheap, og det flytter som sådan ikke noget. Man er sjældent blevet mindre syg af snak.


For et år siden kom en rapport fra McKinsey, der beskrev den kløft, der er mellem mænd og kvinder i sundhed. Og det er ikke sådan en kløft med en betagende udsigt som Grand Canyon. Tværtimod. Den er decideret skræmmende. Alene det at det er en mulighed at beskrive en kløft er jo deprimerende, men hvis man så læser konkret ned i tallene, kommer depression rullende ind over dig som et eksprestog.


Når der i rapporten står, at kvinder gennem tiden er blevet videnskabeligt og medicinsk behandlet som små mænd, rammer det for mig lige ind i hjertekulen. Det er godt nok barskt at læse sort på hvidt, at vi kvinder som sådan ikke har haft vores egen indentitet i videnskaben eller det medicinske system. Og desværre er rapporten fuld af den slags nedslående læsning.


Kvinder tilbringer i gennemsnit 25 procent mere tid i dårlig helbredstilstand end mænd. Derfor har kvinder også syv sygedage om året, som ville kunne undgås, hvis vi mindsker kløften. Ofte er kvinders sundhed reduceret til kun at handle om seksuel og reproduktiv sundhed. Hvis kløften indsnævres kan det føre til færre tidlige dødsfald, færre sundhedstilstande pr. kvinde og en stor samfundsmæssig økonomisk gevinst. Undersøgelsen siger faktisk helt specifikt, at for hver euro, vi investerer i kvinders sundhed, får vi samfundsmæssigt tre euro igen. Der er vist ikke meget tvivl om, at det vi står med er en gigantisk samfundudfordring, som det kun kan gå for langsomt med at løse.


Det er jo verdens vildeste no-brainer. Det undrer mig faktisk helt ind i knoglerne, at vi ikke allerede er i gang. Men heldigvis skete der det i december, at en alliance opstod. Netop sådan en alliance, vi har så hårdt brug for. Sådan en som er svær at bære, når man også kæmper med alvorlig sygdom. Men som mange af os helt sikkert længe har ønsket os kunne opstå, for når man er syg - feks med endometriose - står det så lysende klart, at systemet ikke er tilstrækkeligt for kvinder. Så det var en tidlig julegave, da alliancen for kvinders sundhed, der består af fire dygtige kvindelige politikere - Camilla Fabricius (S), Monika Rubin (M), Anne Sophie Callesen (R) og Marianne Lynghøj (V) - opstod, og den har endda sat sig et klart mål for den nystartede alliance. 


Vi skal have et nationalt videnscenter for kvinders sundhed i Danmark. Det er så indlysende, at det næsten er til at tude over. Og det er så vigtigt, at de fire kvinder nu går forrest og blandt andet er en stemme for os politisk, når vi ikke altid selv kan eller har kræfterne. Men det vi kan gøre er at støtte op om initiativet. Og det synes jeg virkelig, du skal gøre. Ved at sprede det vigtige og spændende tiltag, og ved at tilmelde dig, så vi kan vise, at vi er rigtig mange i det her land, der bakker op om initiativet. Fordi vi jo faktisk er rigtig mange det vedrører. Både kvinder og mænd.





Comments


bottom of page