Det er ikke det store, I har hørt fra mig på det seneste. Men der er helt ærligt bare komplet udsolgt i min overskudsbank. For det første har jeg haft og har stadig ret travlt på mit arbejde, derudover har vi skulle køre to børn ind i nye institutioner, og så er der oven i købet stødt alvorlig sygdom til hos en af mine nærmeste. Derfor er der totalt fyldt op på kontoen med praktiske opgaver - men især med de mentale udfordringer, der selvsagt følger med at være helt i bund - både i krop og hoved.
Og i den slags situationer er det jo, at man virkelig kan mærke, man har endometriose. Jeg slæber mig rundt som en zombie og føler, at min krop er lavet halvt af bly halvt af mursten. Når vækkeuret ringer om morgenen, har jeg det som om, der sidder en elefant på mit hoved, og jeg skal bruge al min indædthed for at svinge benene ud over kanten på sengen og komme i gang med dagen. Som i øvrigt på det tidspunkt også føles alen lang og uoverstigelig.
Jeg har intet at skyde med, og der findes ikke depoter i min krop, jeg kan hente fra, for det hele er brugt helt op. Jeg kan ikke sove mig fra at føle mig totalt tævet igennem, og min hjerne kan nogle gange gå i totalt stand by mode, uden jeg har trykket på pause-knappen. Det er i perioder som den, jeg er i nu, jeg synes, det bliver allermest tydeligt, at jeg er kronisk syg. For jeg kan ikke bare klemme ballerne sammen. Jeg kan ikke bare gå tidligt i seng. Og jeg kan ikke bare tage aftentimerne i brug for komme omkring de ting, der står på to-do listen. For skærmen er bare nogle gange helt og aldeles blank.
For nylig blev jeg spurgt af en journalist, hvad det værste er ved at have endometriose. Og jeg svarede prompte: Trætheden. For det er den del, jeg har sværest ved at gøre noget ved. Jeg har ikke nogen recept for, hvordan jeg får kræfter, når jeg ikke har det. Folk der ikke har prøvet at være så udmattet, som endometriosen gør én, tror ofte, at man kan tage sig en lur, nogle vitaminer eller skrue op for kaffeindtaget. Men sådan fungerer trætheden ikke. I hvert fald ikke for mig. Når jeg først er kommet dertil, hvor jeg er nu, så er der ingen tricks, ingen lette genveje. Så er jeg bare træt som en 90-årig og udmattet som en Ironman-udøver.
Jeg kommer jo igennem, for jeg har lært, at det er sådan det er. Men det er virkelig nederen, for at sige det mildt. Det lægger en dæmper på alt, jeg foretager mig socialt, og jeg er en tikkende bombe overfor min familie. Måske forstår man det virkelig kun, hvis man har prøvet, hvor sindssygt det føles. Sikkert er det i hvert fald, at det hæmmer mig i alt i hverdagen, og det er med til konstant at minde mig om min kroniske sygdom.