Når min endo-krop er allermest irriterende, kan den føles som et sandslot, der sandkorn for sandkorn bryder sammen til det ikke længere er et slot i facon men blot en stor grovkornet grålig masse. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget af min krop, der kan virke til at være i fuldt forfald, når man tænker på, at den primære kilde sidder i min mave - og faktisk endnu mere specifikt i mit underliv.
Men for nogle uger siden gjorde jeg en vild opdagelse. Vi var i vores sommerhus og havde hele lørdagen haft gæster i haven. Så da vi nåede til søndag formiddag, havde jeg alt andet end mod på og lyst til at gøre hytten rent, så den stod klar til de mennesker, vi ville låne den til ugen efter. Alt i mig skreg på hvile til både mit hoved og min krop. Jeg var træt helt ud i mine knogler på en måde der føltes som om, det aldrig igen ville blive bare tilnærmelsesvist godt.
Men jeg valgte at hanke op i mig selv og kaste mig over støvsuger, spand og rengøringsmidler, for det skulle jo gøres, og så var strategien bare at have øjnene på bolden og blive færdig. Undervejs i rengøringsprojektet registrerede jeg noget meget uventet. Min krop fik det bedre. Altså faktisk markant bedre. Den bevægede sig mere frit, og det føltes som om, det nedbrud jeg regnede for uundgåeligt havde tabt en kamp og nu var på vej væk fra min plagede krop med benene på nakken.
Det var jo ikke sådan, at jeg var på 100 procent ydeevne efter, den sidste kvadratcentimeter var kørt over med gulvkluden. Men fra at have ligget og rodet nede omkring det, der føltes som 15-20 procent, følte jeg mig pludselig på langt over den 80 procent af det, jeg regner for mit maximum.
Det var da interessant. At jeg ved relativt hårdt fysisk arbejde havde skubbet min sløje fysiske forfatning fra mig og i stedet fået en mere lovende tilstand i min endo-udfordrede krop. Så i sidste weekend besluttede jeg mig for at undersøge, om det var tilfældigt, eller om der var en sammenhæng.
Fra jeg knirkede min krop ud over sengekanten den lørdag morgen, havde jeg været i minus. Den der velkendte underskudsfølelse sad stædigt i hele min 168 centimeter korte krop. Og i stedet for at lægge mig på sofaen, gik jeg ud i haven og fandt vores old school græsslåmaskine uden motor frem. Stykke for stykke sled jeg mig igennem vores alt for høje græsplæne, og oplevelsen var den samme. Der var noget i min krop, der ligesom slap. Jeg blev lettere, og mit humør blev selvsagt også løftet af, at det ikke var en engangs succesoplevelse, jeg havde haft den søndag i sommerhuset.
Der er noget, der peger på, at jeg simpelthen har godt af at presse mig selv lidt fysisk, når jeg er langt nede. Og når jeg så samtidig udretter noget, der føles godt at få sat et flueben ved, så er der bare en ekstra fjer i hatten til mig selv. Altså det er jo ikke fordi, en tur på sofaen ikke havde gjort noget godt, for det havde den med garanti også, men det er da bare rart at mærke, at der kan være andre metoder, når endoen lægger beslag på mit fysiske overskud.
Comments