Hvis man nu tager et stykke papir og krøller det godt og grundigt sammen. Sådan rigtig maser det sammen til en fast, men helt uens kugle, så har man den tilstand, jeg føler, inden jeg tager til min fysioterapeut.
Det er som om, jeg hver eneste dag kramper op, og at det ikke kan soves eller gås væk. Det kommer bare oveni alle de spændinger, der er i forvejen. Og der er ved Gud virkelig mange. Men så har jeg tid hos min fys, og så foldes papiret ud og glattes så godt som muligt. Altså, det er jo stadig ujævnt og medtaget, men det er dog igen et stykke papir og ikke bare en klump.
Derfor har jeg også taget en beslutning om, at det er penge, jeg er nødt til at bruge. Altså dem jeg bruger på at besøge min fysioterapeut. Og det er ikke billigt, men det er pengene værd for mig, hvis jeg skal være mest muligt i balance på trods af alt det, min kroniske sygdom giver mig af smerter, spændinger og udfordret fysik.
Det ville jo være fedt, hvis jeg kunne få en eller anden form for økonomisk hjælp til de 800 kroner, jeg lægger for en tur på hendes briks. Men det er ikke muligt, for jeg kan ikke få den henvisning fra min læge, som giver en reduktion i prisen, fordi den offentlige sygesikring dækker en god del af udgiften. Men kan jeg så ikke bare vælge en fysioterapeut, hvor jeg kan få en henvisning, spørger du måske så?
Men det er ikke bare sådan. For hende jeg kommer hos - og som jeg i øvrigt har fået anbefalet af andre - er specialiseret i bækkenbund og underliv, og det er jo der, alt starter fra hos mig. Det at hun tager ved, hvor smerten har sit udspring og får det til at slippe i det omfang, det er muligt, hjælper mig virkelig meget. Og jeg har prøvet en mere generaliseret fysioterapeut. Det var sådan set okay, men det kan bare slet ikke sammenlignes.
Led, der før var låst fast, giver sig, så jeg igen kan bevæge dem mere frit. Områder der kan krampe op, formår hun at løsne, så det ikke længere går i knude. Og når jeg rejser mig fra briksen, summer det i hele min krop. Men på en god måde. Fordi der er en masse af det krøllede papir, der er rettet ud, og som hænger mere rigtigt sammen, end da jeg lagde mig op.
Jeg er også fuldstændig basket og klar til at se dyner efter en behandling, men jeg kan alligevel mærke - både med det samme - og i de efterfølgende dage, at det har gjort noget godt. Hvis jeg kunne få det til at passe med kalenderen og familielivet (og pengepungen), så tog jeg en behandling om ugen.
Derfor er det jo strengt taget ikke rigtig et valg, vel? For når det gør så meget godt for min nedslidte krop og bringer så meget balance ind, hvor der ellers kun er ubalance, så er det for mig en no brainer. Så må jeg bide i det sure æble og betale de 800 kroner, det koster. Men jeg ville da ønske, at vi engang kan få hjælp til den slags i vores patientgruppe. Modstanden får mig til at tvivle, men man må aldrig holde op med at drømme.