Ind i mellem er fyld og forkromet indpakning ikke nødvendigt. Det opdagede jeg, da jeg modtog svarene på de spørgsmål, jeg havde sendt til Channie Hansen. Channie er med i dokumentarprogrammet "Når storken flyver forbi".
Programmet følger fertilitetsbehandlingen for tre par og så Channie. Hun prøver nemlig at få børn selv, fordi hun har endometriose og derfor ikke tør vente længere, før hun kaster sig ud i projekt barn. Jeg synes, Channie er absurd sej og stærk, og derfor bad jeg hende deltage i et interview.
Og i stedet for at jeg skriver mig rundt om det, får I her alle Channies svar. For dem kan alle lære noget af. Hvad end du er endometriosepatient, under fertilitetsbehandling eller ingen af delene.
***
Hvor meget har endometriosen fyldt i dit liv?
Den har fyldt rigtig meget. Jeg vil næsten sige alt de første mange år. Jeg fik sygdommen, allerede da jeg var 13 år gammel og fik diagnosen, da jeg var 15 år gammel. Jeg var meget syg og hæmmet af de voldsomme mavesmerter. Jeg blev opereret, da jeg var 14, 15 og 16 år, fordi endometriosen var så aggressiv. Jeg havde indtil da levet et meget aktivt liv med både dans og fodbold men måtte droppe fodbolden, da min krop ikke kunne holde til min meget aktive hverdag. Jeg kunne risikere at ligge med kramper hele natten, hvis jeg havde givet den for meget gas i løbet af dagen eller ugen. Mine kramper kom tit om aftenen/natten og var skyld i utrolig mange lægevagtbesøg, hvor jeg tit fik morfin-piller for at klare mig igennem natten. Mine forældre havde soveværelse i den anden ende af huset, så jeg kunne ikke råbe dem op om natten, når jeg fik ondt, eller inden jeg fik kramper. Vi havde derfor aftalt et signal, hvor jeg havde min mobiltelefon (en gammel Nokia 3310), liggende på natbordet og ringede så til vores hjemmetelefon, hvis jeg fik ondt. Så vågnede de af telefonen og vidste, de skulle skynde sig ned til mig. Sådan foregik nætterne i en del år.
Da jeg var lidt ældre og begyndte at gå i byen, fyldte endometriosen stadig utrolig meget. Problemet var stadig, at min krop ikke kunne klare, at jeg var for aktiv, og det endte tit med, at jeg besvimede og fik kramper. Dette skete desværre også en del gange, da jeg var i byen med mine venner. Jeg er en rigtig dansemus, når jeg er i byen, og de mange timers aktivitet plus alkohol, var ikke en god blanding for mig. Det resulterede desværre ofte i, at jeg pludselig besvimede og fik kramper på toiletgulvet i byen. Jeg blev herefter hentet i ambulance og kørt på sygehuset, hvor mine forældre kom og var hos mig, efter de var blevet vækket om natten med endnu et opkald om, at jeg var blevet dårlig. Dette skete desværre en del gange over en årrække.
Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på det. Tanken om hvad jeg har udsat mine forældre for, knuser mit hjerte. Jeg var ung, dum og naiv og ville på ingen måde acceptere, hvor meget sygdommen skulle styre mit liv, så jeg modarbejdede den, alt jeg kunne. Jeg tænkte slet ikke på den smerte, jeg forvoldte mine forældre og familie, som gang på gang skulle køre på sygehuset og se mig ligge bevidstløs eller i kramper. Kunne jeg gøre det om, ville jeg gøre ALT anderledes. Men endometriosen styrede mig mere, end jeg styrede den, og det ville jeg ikke acceptere.
Hvornår fandt du ud af, at din endometriosediagnose kunne få betydning for din evne til at få børn?
Det fandt jeg ud af med det samme, jeg fik diagnosen. Jeg var 15 år gammel, og lægerne havde efter min anden akutte operation fulgt endometriosen. Jeg kan huske, jeg sad på lægens kontor på Slagelse Sygehus mellem mine forældre, og så fik vi beskeden "du har endometriose. Det er en kronisk sygdom, som gør, du skal leve med smerterne, og den gør også, at du aldrig vil kunne få børn".
Hvor meget har bekymringer og tanker omkring endo fyldt hos dig, siden du fik den besked?
Det har fyldt enormt meget. Specielt det med børn. Jeg kan huske, at jeg har snakket med veninder i mine helt unge teenageår om, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg aldrig kunne få børn. Jeg har også tit haft tanker om, hvilke ting jeg ikke kunne på grund af min sygdom. Jeg ville for eksempel gerne have været i militæret og aftjent værnepligt. Den drøm måtte jeg dog lægge fra mig, da jeg aldrig ville kunne klare det med så aggressiv en sygdom.
Hvorfor besluttede du at forsøge at få børn selv?
Efter jeg fandt ud af, at lægerne var blevet en del klogere på endometriose og faktisk kunne hjælpe kvinder med at få børn alligevel, var jeg aldrig et sekund i tvivl om, at jeg ville have mit eget barn. Jeg ville have chancen for at mærke mit barn vokse i maven og selv få lov til at føde det. Jeg håbede selvfølgelig, at der med tiden ville komme en kæreste, som kunne være en del af projekt baby, men da det ikke var tilfældet, valgte jeg, efter lægernes anbefaling, at gå i gang selv.
Hvordan er det at stå i den proces alene?
Det er benhårdt. Det er uden tvivl det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg har aldrig før følt mig så alene og ensom, som jeg føler mig nu, hvor jeg er i fertilitetsbehandling alene. Jeg mangler utrolig meget en at læne mig op af. En der er stærk de dage, jeg ikke er det. En som giver mig et kram, når jeg græder, og en der roser mig hver aften, når jeg stikker mig med sprøjterne og siger, at jeg er god og sej, at jeg kan klare det. Jeg har mine forældre, min søster og en masse venner og veninder, som selvfølgelig støtter mig igennem de svære dage – og jeg ville aldrig kunne klare det her uden dem. Men det er bare ikke det samme. Jeg savner så meget en, der har lige så mange følelser i det her, som jeg har. En som er lige så glad på de gode dage og lige så ked af det på de dårlige dage. Og jeg mangler enormt meget en, som kan give mig verdens største kram og sige, alt nok skal blive godt, og at vi er sammen om det her. De ord vil jeg give alt for at høre.
Kan du føle uretfærdighed over din situation?
Ja! Hver eneste dag synes jeg, det er uretfærdigt. Når jeg ser en gravid kvinde komme gående. Når jeg ser nogle med en barnevogn. Når jeg ser et par stå og kysse og kramme og kigge på deres børn lege på legepladsen, forbander jeg dem og deres lykke langt væk. Jeg kan ikke forstå retfærdigheden i, at jeg skal kæmpe for at få et barn i så mange år, mens andre bliver gravide på p-piller og uden de overhovedet prøvede. Jeg spiser sundt og efter nogle meget strenge kostråd, spiser kosttilskud, ingen sukker, kaffe eller alkohol. Jeg fylder min krop men en masse usunde hormoner, jeg skal overvinde min frygt og stikke mig selv med nåle hver aften og gå til en masse undersøgelser – og lige lidt hjælper det. Og så er der andre som tager på festival, er mega usunde, drikker en hel uge og kommer hjem og er gravide. Jeg vil aldrig kunne se det retfærdige i det. Men på mine "gode dage" kan jeg jo godt gemme alle de grimme tanker væk og selvfølgelig unde andre deres baby-lykke. Jeg tror det bedste, jeg har gjort for mig selv i denne behandling er min regel om, at jeg skal kunne rumme baby-lykken for folk, jeg kender.
Jeg har siden, jeg fik endometriose altid sagt til mig selv, at jeg aldrig ville være en af dem, som ikke kunne klare at se mine veninder blive gravide og få børn. Men jeg vidste også godt at vreden og følelsen af uretfærdighed skulle ud på en eller anden måde. Jeg har derfor lavet reglen om at for at kunne være glad på mine venner og veninders vegne, måtte jeg gerne være rigtig sur på alle andre. Jeg må gerne bande af dem, jeg ser i Nørrebroparken stå med alle deres barnevogne eller deres gravide maver - for dem kender jeg ikke. De ved ikke, at jeg går og snakker grimt om dem inde i mit hoved. Så kan al min frustration gå ud over dem, jeg ikke kender, og som aldrig vil få det af vide. Så kan jeg godt rumme at være glad, den dag min veninde kommer og fortæller, hun er gravid. Jeg er ret glad for det system, og indtil videre holder min regel rigtig godt.
Er du bange for, at endometriosen forværres, mens du er i fertilitetsbehandling?
Ja meget. Sidste gang jeg blev scannet, fandt de en blodcyste, og jeg måtte på p-piller for at få den væk. Jeg har mange bekymringer om, hvad der vil ske, hvis den går i udbrud igen.
I programmet ser man, at du mange gange får negativt svar på insemination. Hvor svært er det, når man er alene og oven i købet lever med en kronisk diagnose?
Det er forfærdeligt. Det er de dage, hvor jeg ville ønske, jeg havde en kæreste at kramme. En som er lige så ked af det, som jeg er. Jeg har støttet mig meget op af min mor igennem alt det her – hun har uden tvivl været min klippe. Men jeg er stadig alene om det. De dage hvor jeg skal teste er forfærdelige at gå igennem alene. Den kroniske sygdom giver en masse tanker og bekymringer, når jeg tester negativ. Tanken om hvorvidt det nogensinde vil lykkes, kommer altid op i mig, og den er knuser mit hjerte hver gang.
Det kan være svært at pege på positive ting ved en situation, hvor endometriosen bestemmer over vores evne til at få børn. Men er der alligevel noget, du har lært af at være i fertilitetsbehandling, som du kan give videre?
Det er et meget svært spørgsmål, for jeg forbander fertilitetsbehandlingen langt væk og ville ikke ønske for nogle, at de skulle det her igennem. Jeg tror, at en af de gode ting, jeg gjorde var at være åben overfor min arbejdsplads omkring min behandling. Det ikke at skulle lyve hver gang man skal til scanning er en lettelse. Men det at kunne have en dårlig dag på jobbet, hvor man måske bryder sammen men bliver mødt med forståelse og kram af kollegaer, det er virkelig fantastisk. Det er jeg glad for, at jeg gjorde. Men omvendt ville jeg ønske, jeg havde fortalt mine venner og familie det noget tidligere. Man kan vel sige, at jeg har lært, at det er bedst at stå frem med de kampe, man kæmper og ikke prøve at skjule de følelser, som følger med. Det gør dig kun ensom og skaber en afstand til de mennesker, du har omkring dig.
***
Du kan følge Channie Hansen på hendes blog http://buleogpil.bloggersdelight.dk/ På mandag den 31. august kan du se det fjerde afsnit af "Når storken flyver forbi" på DRTV og DR1. Og hvis du ikke har set de første tre afsnit, kan jeg kun anbefale dig at komme i gang. Det er sublimt TV.
Kommentare