Det kan faktisk godt være lidt skræmmende at opdage, hvor meget af ens dag der styres af endometriosen. I denne uge har jeg haft take over på Endometrioseforeningens instagram. Det har været både lærerigt, hjerteskærende og bekræftende.
Lærerigt fordi jeg faktisk har fået mine øjne op for, hvor utrolig mange ting jeg - men egentlig også min familie - gør i forsøget på at tage hensyn til endometriosen og de begrænsninger, den giver mig. Jeg var faktisk nervøs for at kaste mig ud i opgaven med at have sådan et take over. For hvad skulle jeg egentlig fortælle? Det skulle bare vise sig, at der var masser at tage fat på. Fra det tidspunkt jeg står op, til det mad jeg putter i munden eller til de sko jeg hopper i dagligt. Endoen breder sig ud over størstedelen af de valg, jeg tager i løbet af en dag.
Der er ikke rigtig nogen tvivl om, at endometriosen er en kontrollerende kælling. Det vidste jeg jo godt, men det var altså lærerigt for mig at få øje på, at det var helt ned til de mindste detaljer, der udgør min dag, at sygdommen får sin vilje.
Først bliver jeg lidt knotten, når jeg opdager den slags. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere finder jeg fred med, at det er sådan, det er, og det er jo også indiskutabelt sådan, det skal være. Det nytter ikke rigtig noget at rende rundt og være mavesur, for endometriosen er kommet for at blive. Og det er jo ikke hver dag, jeg bliver konfronteret med, at der er en grund til, jeg tager de valg, jeg gør.
Men min opgave med instagram take over har også været hjerteskærende. Der er bare så mange af os derude, og jeg har fået mange historier fra jer, der også slås med endometriosen, og det gør mig både vildt glad og supertrist. For det er jo så fint, at I har lyst til at dele jeres historier, og at vi på den måde er sammen om det. Men jeg kan ikke undgå at få et stik i hjertet, når jeg hører personlige historier, der er lige så bøvlede og smertefulde som min egen. Det føles lige uretfærdigt hver eneste gang. Jeg ved jo godt, vi er mange med den her uindbudte gæst i vores system, men når man får andres historier så direkte serveret, går det simpelthen lige i hjertekulen på mig.
Og derfor har det også været ekstremt bekræftende for mig at kaste mig ud i sådan et take over. For det viser mig jo ufiltreret, hvor vigtigt det er, at vi kæmper for at blive hørt. Hvorfor det er vigtigt, vi snakker om det, deler det og tvinger omverdenen til at forstå, hvor svær en størrelse endometriosen er.
Det er hele grunden til, jeg har lavet den her blog. Men det er også grunden til, at jeg arbejder på andre ting, som jeg nok skal fortælle om, så snart jeg kan. Men det er for mig at se simpelthen bare så vigtigt, at vi åbner op for posen. For vi skal ikke gemme os, og vi skal ikke skamme os. Den her øretæveindbydende sygdom kan ingen af os gøre for, at vi har fået. Men nu er den der, og så skal det være okay, at den tager utrolig mange hverdagsvalg for os. Og det skal også være okay, at den skaber hjerteskærende historier. For det er sådan det er at være syg med endometriose.
Comments