Jeg har egentlig altid været stor fan af Lena Dunham. Fra hendes lille skæve spillefilm ‘Tiny furniture’, til hendes store serie-succes ‘Girls’, til hendes seneste TV-serie ‘Camping’. Den amerikanske skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og producer fortæller bare historier, der taler til mig, så jeg hver eneste gang nærmest føler, hun taler meget direkte til noget i mig.
Da jeg i nogle år havde fulgt med i hendes karriere og nyeste kreative påfund, opdagede jeg, at hun også er ramt af endometriose. På den virkelig modbydelige måde. Og det fik mig til at gå fra at være fascineret til nærmest at føle mig forbundet med hende. For der er bare et helt særligt sprog, når man hører på eller taler med en, der også har endometriose. Og det er der, forbindelsen opstår og forstærkes.
Sidste søndag dukkede et opslag fra hende så op i mit Instagram-feed, som nærmest rykkede mig i stykker indvendigt. Hendes helbredsmæssige udfordringer med endometriose har aldrig været en hemmelighed, faktisk bruger hun gerne de sociale mediekanaler til at tale åbent og ærligt om, hvor hæslig den sygdom er. Og i søndags tog hun igen det emne op, men dagen var velvalgt. For det var mors dag.
For godt to år siden fik Lena Dunham foretaget en hysterektomi, altså en fjernelse af sin livmoder, da hun var 31 år. Og på det tidspunkt havde hun endnu ikke fået børn. Jeg kan huske, at mit hjerte sank helt ned i maven, da jeg læste hendes opslag om det i starten af 2018, fordi jeg synes, det grundlæggende var ulykkeligt. Jeg brugte jo helt naturligt mig selv som udgangspunkt, og tanken om at vælge børn aktivt fra har aldrig været en mulighed for mig.
Men i søndags måtte jeg så samle mit hjerte op fra knæene. For på mors dag postede hun et billede af sig selv taget op til operationen. Kæk og påtaget overskudsagtig ligger hun med ‘brave face’, som hun selv kalder det, i sin hospitalsseng aftenen inden operationen skal foretages. Og så skriver hun ellers så absurd hjerteskærende i sin tekst til billedet:
‘Når det kommer til fertilitets-sorg, er der nogle, der finder fred med en anderledes fremtid. For andre, som mig selv, der altid gerne har villet være mødre, kan det tage tid at indse, hvor mange måder der er, at skabe en familie på ….’
Jeg kan faktisk næsten ikke beskrive, hvor ked af det jeg blev, da jeg læste teksten. Helt bogstaveligt faldt der tykke, tunge tårer ned i min Instagram-app, mens jeg læste det. Fordi det siger så utrolig meget om, hvor ødelæggende og voldsom endometriose er. At vælge en total fjernelse af livmoderen og dermed alle muligheder for selv at bære et barn viser bare den uhyggelige desperation, endometriosen sætter en i. At smerterne og nedsættelsen af livskvaliteten kan bringe en derud, hvor man vælger sig selv - mens man krydser fingre for, at operationen hjælper - frem for de børn og den familie, man har drømt om hele livet, er ganske enkelt så det går i alle tænkelige følelsescentre på mig.
Og jeg forestiller mig, at dem der når derud ikke har noget andet valg. At det er livmoderen eller dem selv. Det er ikke sikkert, at valget for Lena Dunham har været så svært, for måske var det slet ikke et valg. Måske var det overlevelse. Men det ændrer bare ikke på, at det er dybt ulykkeligt og endnu en gang viser os, hvor nådesløs endometriosen er. Den tager ikke hensyn eller skåner dig, og den kan tvinge dig til at tage helt urimelige valg i kampen for at få det bedre.
Kommentarer