Bogen er her. Men arbejdet er langt fra overstået...


Foto: Olav Skaaning Andersen

Jeg har egentlig aldrig gået med en forfatter i maven. Men den bog jeg så alligevel er endt med at skrive, ville bare ud. Det var som om mine fingre ikke kunne stoppe med at hamre på tastaturet, da jeg først brød sejlet og tog hul på fortællingen om, hvad endometriosen har budt mig i mit voksne liv.


Men da jeg i onsdags mødtes med min forlægger, Olav, på en café for at få overdraget bogen i sin fysiske form, blev jeg faktisk ret overvældet. For der var alle de ord, som i første omgang var et forsøg på selvterapi for mig, samlet i en bog som fylder over 200 sider, og som kan læses af alle, der skulle ønske det. Jeg er helt vildt stolt af bogen, og præcis hvor stolt jeg egentlig er af den, kunne jeg mærke, da jeg første gang tog den op i hænderne, roterede den og tilmed kunne bladre i dens kraftige hvide sider. Det kunne helt klart noget.


For selvom ordene flød, da jeg satte mig ned og skrev, har den været et kæmpe stort arbejde at komme helt i mål med. Både fordi den har krævet stor selvindsigt og ærlighed fra min side, men også fordi at det er vigtigt, når man sender sådan en bog ud i verdenen, at det er et værk, man kan stå hundrede procent inde for. Jeg har fået en uvurderlig og kompetent hjælp fra Forlaget Momenta, og jeg har i hele processen følt mig taget i hånden og vejledt men aldrig sådan, at jeg selv måtte gå på kompromis med det, der var vigtigt for mig.


For budskabet er min altoverskyggende mission. Det har ikke på noget tidspunkt været et stort brændende ønske for mig, at alle skulle kende min historie. Men jeg bliver ramt på min retfærdighed, når jeg tænker på, hvor mange kvinder vi er her i Danmark, der kæmper med endometriosen, og som har fået voldsomme udfordringer i vores hverdagsliv på grund af sygdommen. Og jeg bliver især ramt, når I fortæller mig historier om, hvordan I ikke har mødt forståelse, og hvor mange år I har skulle bruge på at være smadret af smerter, før I blev taget alvorligt. Der er meget energi i krænket retfærdighed, og det er der simpelthen kommet en bog ud af.


Fredag var så udgivelsesdatoen for ‘Bloody Hell’, og det var på alle måder en overvældende oplevelse. Når man tager i betragtning, at jeg har skrevet en hel bog om mit underliv, så er jeg faktisk ikke særlig vild med at være centrum. Og det er man jo sådan en dag. Men der var så mange positive tilkendegivelser og søde ord i løbet af den dag, at jeg (næsten) glemte, at jeg ikke bryder mig om at være midtpunkt. Men fordi bogen er mit hjertebarn, lever jeg også med, at jeg i den kommende tid kommer til at køre fuld ‘se-mig-alarm’ - for kampen er langt fra slut for mig. Der er stadig mange ting, der skal stilles spørgsmålstegn ved, diskuteres og gøres opmærksom på.


Jeg håber inderligt, det kommer til at flytte noget. At der først og fremmest opstår en større forståelse for kvinder, der lider af endometriose. Så vi ikke skal være en undskyldning for os selv, når vi er plaget af et smertefuldt underliv. Hvis det så ud over det også kan afføde, at vi kigger på systemet, som det er i dag, og om vi kan gøre det bedre, vil det være så vildt. Det er det, jeg drømmer allermest om.


Du kan få besked, når der er nyt på bloggen. Subscribe her...