DEBATINDLÆG BRAGT I POLITIKEN DEN 10. FEBRUAR 2025
***
Vi danskere skal få flere børn. Det siger politikerne igen og igen. Og sidste år kom der endda en økonomisk håndsrækning fra Christiansborg, da en ny aftale sikrede gratis hjælp til barn nummer to, for dem der kæmper med fertiliteten. Men vi er også nødt til at tale om det, man skal igennem. For det er ikke kun et spørgsmål om økonomi, når det kommer til det pres, der ligger på fertilitets udfordrede danskere. Når man som kvinde befinder sig i et fertilitetsforløb gennemgår man en perlerække af mentale belastninger, man gennemgår.
Først og fremmest er der al den stress, der følger med uvidenheden. Vil det nogensinde lykkes at skabe en familie? Hvad skal jeg sige til min omgangskreds? Hvordan kommer min krop til at reagere på det, den skal igennem? Det er et enormt mentalt pres at undergå fertilitetsbehandling. Begge mine børn er skabt i et laboratorium, og jeg husker helt tydeligt, hvordan den tid ikke overlod overskud til andet end at spekulere mig gul og grøn. Samtidig var jeg under et ekstremt fysisk pres, Det gælder for alle kvinder, der skal igennem fertilitetsbehandling. For det er ikke for børn. Massive hormontilskud du skal byde din krop, og som du selv skal holde styr på. Alarmer på telefonen, og piller, næsespray og måske endda injektioner gemt i din taske, som du så må på arbejdspladsens personaletoilet for at tage. Derudover er det et maraton af aftaler. Blodprøver, scanninger og konsultationer, som du diskret skal putte ind i din hverdag, uden at nogen skal involveres i det. For langt de fleste er fertilitetsbehandling nemlig en meget privat sag. Og så kan man jo spørge sig selv, når nu det er så voldsom en omgang, hvorfor har fertilitetsklinikkerne så ikke en psykolog, der kan træde til og aflaste, når det mentale pres bliver for meget? Personligt ville jeg have haft godt af at få hjælp til at sortere i mit tankemylder og få min puls lidt ned.
Og det leder mig så hen til et konkret forslag, som også vil kunne gavne kvinden. Det hviler nemlig også på hende at navigere aftalerne på klinikken ind i en arbejdsdag, som måske ikke lige tåler, at man er væk nogle dage om måneden. Særligt fordi det også er prekært at dele det med din chef. Helt grundlæggende vil man jo gerne vente med at fortælle om den udfordrende situation, man står i, til man kender udfaldet. Men hvad nu, hvis man havde en ordning, hvor man kunne holde fri, når man skulle på fertilitetsklinikken, og arbejdsgiver blev kompenseret for det? Lidt ligesom den ordning man har til kronisk syge borgere. Så ville man i hvert fald fjerne den dårlige samvittighed, der også vejer tungt på den i forvejen udfordrede kvinde. Man ville naturligvis være nødt til at involvere sin leder i det, men til gengæld vil det skabe luft til at få sin sjæl med, når man endnu engang skulle ligge på briksen til en scanning eller andet. I stedet for at kigge på uret konstant, så man opretholder et stressniveau, der ikke gavner kvinden og nok heller ikke det barn, det måske kunne blive til. Jeg er overbevist om, at hvis vi kunne skabe en bedre og mere rolig situation for kvinden, der er i fertilitetsbehandling, så ville det generere mere overskud hos hende, der er så maksimalt presset af processen. Og hvem ved, måske ville der endda komme flere børn ud af det? Det er i hvert fald sandsynligt, at et både mentalt og fysisk pres ikke gavner chancerne for en graviditet.
留言